Nye tal afslører, at mange danskere udsætter sig for langt større risiko, end de tror.
Lige nu læser andre
I vinterhalvåret er solens stråler en mangelvare, og derfor er solcentre blevet et populært valg for de danskere, der længes efter varme, solbrun hud og D-vitamin.
Men ifølge nye tal fra Sikkerhedsstyrelsen, som er blevet udleveret til Gjensidige, viser det sig, at halvdelen af de kontrollerede solcentre ikke følger reglerne i solarieloven.
“Vi fraråder generelt brugen af solarier, men hvis du alligevel overvejer at besøge et solcenter for at holde på sommerkuløren i vintermånederne, bør du tænke ekstra grundigt over det,” siger Mette Glad, fagchef for sundhed i Gjensidige.
“UV-strålerne i solcentre er sundhedsskadelige og øger risikoen for kræft. Derfor er det bekymrende, at så mange solcentre ikke opfylder de nødvendige sikkerhedskrav,” fortsætter hun.
De seneste tre år har Sikkerhedsstyrelsen gennemført 346 kontrolbesøg i solcentre rundt omkring i landet, og i 119 tilfælde har der været konstateret lovbrud.
Læs også
Det skal dog nævnes, at styrelsen kun har haft adgang til 235 solcentre.
De påbudte overtrædelser omfatter blandt andet for høje UV-stråler, manglende eller forkert opsatte advarselsplakater og utilstrækkelig adgang til beskyttelsesbriller i centrene.
Stigning i hud- og modermærkekræft
Ifølge Kræftens Bekæmpelse er antallet af modermærkekræfttilfælde tredoblet de sidste 30 år, og det samme gælder for hudkræft.
Brugen af solcentre er netop en faktor, der øger risikoen for begge typer kræft, og især unge er mere sårbare, når de udsætter sig for de ultraviolette stråler. Derfor har Mette Glad en klar opfordring:
“Vi ved, at solariebrug øger risikoen for både hud- og modermærkekræft, især blandt unge. Når så mange solcentre ikke opfylder sikkerhedskravene, bliver risikoen kun større. Tænk dig derfor godt om, før du lægger dig under de kunstige UV-stråler – især når konsekvenserne kan være så alvorlige,” afslutter hun.