Jesper Bengtson
En dansk professor forklarer, hvorfor kroppen reagerer så vildt forskelligt på den samme biltur.
Du kender scenen. Familien sidder i bilen på vej mod sommerhuset. Far kører som altid, mor nynner med på radioen, og storesøster har næsen i en bog uden at mærke en dyt.
Men på bagsædet sidder lillebror og bliver mere og mere bleg.
Hvorfor rammer køresygen nogle så hårdt, mens andre kan læse, spille på telefonen og se film uden at blinke? Svaret handler ikke om viljestyrke. Det sidder et helt bestemt sted i kroppen.
Det skriver videnskab.dk, der har talt med professor Therese Ovesen fra Institut for Klinisk Medicin ved Aarhus Universitet.
Køresyge opstår, når to af kroppens sanser pludselig er uenige. Øjnene ser træer og marker fare forbi og melder: vi bevæger os. Men ligevægtsapparatet dybt inde i øret sidder stille og melder det stik modsatte: vi står jo helt stille.
Den uenighed sender hjernen i en slags alarmtilstand.
Og her bliver det interessant. For forskerne ved faktisk ikke præcis, hvorfor det ender med svimmelhed, kvalme og opkast.
Therese Ovesen har dog et bud.
“Symptomer som svimmelhed, træthed, kvalme og opkast er muligvis måden, hvorpå kroppen forsøger at fortælle dig, at du skal fjerne dig fra situationen,” forklarer hun.
Med andre ord: kroppen tror, der er noget galt, og den vil have dig væk.
Forskellen fra person til person handler om tærskler. Vi tåler simpelthen ikke lige meget vuggeri og bumleri, før hjernen slår alarm. Nogle mærker intet, andre får det skidt af den mindste skarpe sving.
Alder spiller også en stor rolle. Børn mellem 2 og 14 år er generelt mere følsomme end voksne, fordi de stadig er ved at lære at få syn og ligevægt til at spille sammen.
Det allermindste trick ligger hos de yngste af alle. Småbørn under 2 år bliver nemlig sjældent køresyge. De bruger primært ligevægtsorganet og ikke synet til at holde balancen, og så opstår uenigheden mellem sanserne aldrig.
Den gode nyhed er, at du kan arbejde med din egen tærskel.
“Man kan sagtens træne sig ud af transportsyge ved at tage på nogle kortere ture og så langsomt øge sin tærskel,” siger Therese Ovesen.
Og sidder du først fast på bagsædet, er der ét enkelt greb, der hjælper: kig ud i det fjerne.
“Det er godt at fokusere på noget fjernt, for så lader du synets input overdøve de signaler, som kommer fra ligevægtsorganet,” forklarer professoren.
Så næste gang lillebror bliver bleg på vej mod sommerhuset, er rådet altså ikke bogen i skødet. Det er blikket ud mod horisonten.
