Jesper Bengtson
Døden er ikke ét øjeblik, men en proces, og det sidste organ, der giver slip, kan overraske dig.
Vi forestiller os ofte døden som ét enkelt sekund. Et hjerte, der stopper, og så er alt slut.
Men sådan hænger det slet ikke sammen. Døden er en gradvis proces, hvor kroppen langsomt lukker ned, et skridt ad gangen.
Det forklarer det amerikanske hospital Cleveland Clinic, der beskriver, hvad der rent fysisk sker i kroppen i livets allersidste fase.
Vejrtrækningen bliver uforudsigelig
Et af de tydeligste tegn på, at døden nærmer sig, er vejrtrækningen.
Den bliver uregelmæssig og svær at forudsige. Jo tættere på døden, man kommer, jo længere pauser kan der være mellem hvert åndedrag, hvor det ser ud, som om vejrtrækningen helt er gået i stå.
Nogle gange opstår der en raslende lyd. Det sker, når musklerne i halsen er for svage til at synke, og der samler sig spyt bagerst i svælget. Fænomenet kaldes ofte for et “dødsrallen”.
Når selve døden indtræder
Ved selve dødsøjeblikket er der ingen puls og ingen vejrtrækning tilbage. Reflekserne reagerer ikke længere, når de testes, og pupillerne trækker sig ikke sammen, selv om man lyser kraftigt i øjnene.
Hjertet holder op med at pumpe. Hjernen stopper. De andre livsvigtige organer, blandt andet nyrer og lever, lukker også ned.
Men her kommer det, der overrasker mange. Selv efter at en person er erklæret død, tyder studier på, at hjerneaktiviteten kan fortsætte i nogle minutter. Det betyder dog ikke, at personen er bevidst eller mærker noget. Aktivitet i hjernen er ikke det samme som bevidsthed.
Lige efter døden slapper alle kroppens muskler af. Det løsner spændingen omkring blære og tarm, og derfor tømmer de fleste mennesker ufrivilligt både blære og tarm, når de dør.
Cleveland Clinic beskriver det som den sidste helt grundlæggende proces, kroppen udfører for os. Ikke ét brat punktum, men en langsom afvikling, hvor det ene system efter det andet giver slip.
