Det kilder i maven, når søde beskeder tikker ind i indbakken. Personen er venlig, opmærksom, charmerende, intelligent og ved altid, hvad der skal siges. Nogle gange føles det næsten for godt til at være sandt, og desværre oplever mange, at de bliver snydt for penge, netop som de troede, de havde fundet kærligheden online.
Dette fænomen kaldes kærligheds- eller romancesvindel (romance/love scam på engelsk), og det har de seneste år vundet indpas som en metode i digital svindel, hvor ofrene ofte bliver franarret store pengebeløb under dække af kærlighed. Hvad der virkede som en oprigtig romantisk relation, kan vise sig at være bedrageri, hvilket kan efterlade langvarige følelsesmæssige og økonomiske ar.
Det skriver Relationspeople i en pressemeddelelse.
Hvert år mister mange danskere penge til denne form for svindel, og ifølge Danmarks Nationalbank tabte danskerne samlet set 627 millioner kr. til digital svindel og misbrug sidste år. Ifølge Finans Danmark falder færre i fælden for kærlighedssvindel, og svindelforsøgene bliver heldigvis også færre. Til gengæld mister ofrene i gennemsnit større pengesummer end tidligere. Samlet set løb den samlede sum for kærlighedssvindel op i mere end 17 millioner kr. i 2023.
Samtidig frygter man for et mørketal af svindelsager, der aldrig bliver anmeldt, fordi det for nogen er et tabu, der er forbundet med skam. Derfor er det vigtigt at være på vagt over for kærlighedssvindlere og identificere advarselssignalerne tidligt, så svindlerne hverken lykkes med at knuse hjerte eller tegnebog. Gareth Williams, nordisk bedrageriekspert i teknologivirksomheden BioCatch, som arbejder med forebyggelse af digitalt svindel og hvidvask, har arbejdet med forebyggelse af bedrageri i mere end 20 år. Derfor kender han advarselssignalerne på, at man er ved at blive udsat for svindel i stedet for kærlighed.
Gareth Williams peger på fem særlige tegn på kærlighedssvindel, som skal få alarmklokkerne til at ringe:
1. Du bliver udsat for en kærlighedsbombe
”Selvom kærlighed ved første blik kan opstå for nogen, skal du være opmærksom på relationer, der opstår online. Kærligheds- eller romancesvindlere bruger ofte det, der kaldes 'love bombing' – intens deling af kærlighed, hengivenhed og ros. De vil have dig til at forelske dig hurtigt, så de kan bede dig om penge,” forklarer han.
2. Overdreven interesse for dit privatliv
”At stille spørgsmål er vigtigt for at lære hinanden bedre at kende. Men svindlere er ofte overdrevent interesserede - de stiller en masse spørgsmål til dig, men afslører aldrig meget om sig selv. Det kan virke smigrende, men det er med vilje i et forsøg på at udnytte dine sårbarheder. Jo mere de ved om dig, jo nemmere er det for dem at manipulere dig,” siger han.
Williams anbefaler derfor, at man er påpasselig med at dele personlige oplysninger online, da man aldrig kan vide, hvem der sidder på den anden side af skærmen.
3. Personen bor i nærheden, men er sjældent hjemme til at mødes
Selvom I bor i samme land, kommune eller by, lykkes det ikke at mødes. Dette skyldes ofte deres påståede atypiske arbejdssituation:
”Kærlighedssvindlere angiver ofte et job, der kræver meget rejseaktivitet eller en legitim grund til at være i udlandet. De hævder at være i militæret, embedsmænd eller - en af de mest almindelige - at arbejde på en olieboreplatform. Det giver dem en gyldig undskyldning for at være væk og bede om penge til en flybillet hjem for at se dig,” forklarer han.
4. Aflysninger i sidste øjeblik
”Når det er tid til jeres første møde i virkeligheden, vil en svindler typisk aflyse i sidste øjeblik med en udførlig undskyldning. Uanset hvor mange aftaler I laver, vil personen aflyse. Dette trick er designet til at holde dig tæt på så længe som muligt,” siger han.
En aflysning kan skabe stor skuffelse og forvirring i relationen, hvilket kan være et tegn på, at noget er galt, uddyber Gareth Williams.
5. En presserende anmodning om penge
”En presserende anmodning om penge er den største alarmklokke. En kærlighedssvindler vil have en overdrevet grund til, at de har brug for penge med det samme – fx at en syg slægtning mangler livsvigtig medicin, at de selv er i fare eller bliver forfulgt. Nogle beder om penge til en lukrativ investering, som de lover hurtigt vil give stor fortjeneste,” forklarer han.
Gareth Williams anbefaler, at man aldrig skal overføre penge eller dele økonomiske eller personlige oplysninger med nogen, man ikke har mødt i virkeligheden, uanset hvor overbevisende de måtte lyde.