Advarsel mod ny tendens på nettet: Ét billede kan ruinere dig

24/04/2025 07:57

|

Sebastian Ilsøth

Genrefoto: Vasin Lee/Shutterstock
Et enkelt billede kan koste dig.

Andre læser også

Det kan virke helt uskyldigt at dele smukke billeder af hjemmet, når boligen skal sælges – især når der er gjort rent, lysene er tændt, og designermøblerne står perfekt placeret.

Men hos GF Forsikring advarer man om, at det ikke kun er interesserede købere, der holder øje med boligopslagene.

Flere af forsikringsselskabets medlemmer har nemlig oplevet indbrud kort tid efter, at deres boligannoncer blev lagt ud online.

Ifølge Martin Rundager, direktør for Skadehjælp i GF Forsikring, tiltrækker billeder, der viser dyre møbler, kunstværker og elektronik, også uønsket opmærksomhed.

"Vi ser en tendens til, at flere medlemmer får ubudne gæster, mens deres bolig er til salg online. Fotos med eksklusive designmøbler, kunst og elektronik kan være fristende for tyve," fortæller han i en pressemeddelelse.

Selvom antallet af indbrud på landsplan er faldet fra 2023 til 2024, er truslen stadig reel – særligt for dem, der står midt i et boligsalg.

Samtidig er antallet af bolighandler steget med 11 procent det seneste år, hvilket betyder flere boligannoncer – og dermed flere fristelser for dem med onde hensigter.

GF Forsikring opfordrer boligejere til at tage både ejendomsmægleren og fotografen med på råd. Med diskret billedredigering kan man gøre designklassikere og kostbar elektronik mindre iøjnefaldende – og dermed mindre interessante for tyveknægte.

Det handler ikke kun om tryghed – men også om fællesskab. Hos GF Forsikring deler medlemmerne nemlig overskuddet, og jo færre skader, desto større gevinst for alle.