Tusindvis af danskere er lige nu på vej til eller fra de varme destinationer ombord på et fly, og endnu flere vil tage afsted i løbet af de kommende dage og uger.
Vi er midt i højsæsonen for sommerrejser, og mange af disse foregår med fly til solrige steder som Grækenland, Spanien og Italien.
Flyveturen til disse steder tager som regel 3-5 timer, hvilket kan gøre, at man får brug for en forfriskning eller en snack undervejs. På langt de fleste fly kan man bestille både mad, drikke og snacks, men ifølge en tidligere stewardesse er der visse ting, man bør undgå at bestille.
Undgå dette!
Kat Kamalani, der har været stewardesse i seks år for et af verdens største luftfartsselskaber, men som nu arbejder som influencer, har advaret sine mange følgere mod at bestille kaffe, te og andre varme drikke ombord.
Hun anbefaler generelt ikke at bestille drikkevarer, som ikke kommer fra en lukket beholder – eksempelvis sodavandsdåser.
Ifølge Kamalani er vandet, som bruges ombord på flyet, meget uhygiejnisk, da det stammer fra en vandtank, der "aldrig bliver renset." Kaffen siges også at blive brygget tæt på toiletterne.
Derfor drikker flypersonalet selv "meget sjældent" kaffe, te eller andre drikke, der er lavet med vand fra flyets vandtank.
Kamalani anbefaler i stedet at holde sig til flaskevand, sodavand, øl eller lignende.
Dårlig vandkvalitet
En amerikansk rapport fra 2019, som Foodandwine refererer til, viser også, at vandet ombord på fly generelt scorer lavt på både renlighed og sundhedsrisiko.
Rapporten undersøger vandet på fly hos 11 store og 12 mindre flyselskaber og giver dem en karakter fra 0-5, hvor 5 er bedst.
De 11 store selskaber fik karakterer fra 1 til 3,3, mens de 12 mindre selskaber havde karakterer fra 0,44 til 4,33.
Det tyder altså på, at vandet ombord på flyet ikke er særlig hygiejnisk, så det kunne være en god idé at overveje dit valg af drikke næste gang, du flyver.