Det er svært ikke at blive imponeret over et helt fantastisk loppefund.
Måske har du selv oplevet at gøre et kup, hvor du virkelig følte, du fik noget for pengene.
Men få har formået at tjene et trecifret tusindebeløb på noget, de har fundet på en losseplads.
Et genbrugsfund i Aalborg har dog vist sig at være en skjult skat for en heldig person, der nu kan kalde sig kvartmillionær.
Det fortæller Avisen Danmark.
Et maleri, som var på vej til at blive smidt ud som småt brændbart på en genbrugsplads, blev reddet i sidste øjeblik af en opmærksom forbipasserende, der fik øje på det farverige motiv.
Ved nærmere eftersyn kunne både kunstnerens navn, titel og årstal læses.
Efter en hurtig Google-søgning gik det op for vedkommende, at maleriet muligvis havde stor værdi.
Kim Andersen, vurderingsekspert fra Auktionshuset.com, blev kontaktet og bekræftede, at det drejede sig om et værk af den anerkendte indiske kunstner Madhvi Parekh.
Maleriet, med titlen "Festival at river side," er et olie- og akrylmaleri fra 1976, skabt af den 82-årige kunstner.
Værket måler 67x98 cm og blev oprindeligt vurderet til en beskeden mindstepris på 25.000 kroner, da det var tæt på at ende som affald.
Men på auktionen steg interessen hurtigt, især blandt internationale bydere. "Pludselig gik auktionen helt amok," fortæller Kim Andersen. Maleriet, der først blev vurderet lavt, blev solgt for hele 240.000 kroner – næsten ti gange den oprindelige vurdering.
Den heldige finder ønsker at forblive anonym, og auktionshuset har respekteret dette.
Køberen, hvis identitet også holdes hemmelig, er fra Indien, hvilket betyder, at Madhvi Parekhs værk nu vender hjem til sit oprindelsesland.