Forskere har for første gang dokumenteret, hvordan spækhuggere bogstaveligt sprænger en kæmpefisk i småstykker.
De fleste danskere kender spækhuggeren fra naturprogrammer og de norske fjorde, hvor sorthvide flokke jager sild. Men ud for Mexicos kyst har forskere netop fanget en jagtmetode, ingen havde beskrevet før: To spækhuggere arbejder sammen om at få en enorm klumpfisk til at eksplodere i tusindvis af stykker.
Adfærden er beskrevet i et nyt studie i tidsskriftet Frontiers in Ethology, offentliggjort den 23. juli 2026. Den ene spækhugger holder fisken stille, mens den anden med høj fart rammer den så hårdt, at vævet flænses fra hinanden. Forskerne kalder metoden “ram-to-fragment”.
To spækhuggere holder og rammer
Forskerne har foreløbig dokumenteret to hændelser. Første episode udspillede sig den 29. juli 2024 ved et undersøisk bjerg ud for San José del Cabo i den mexicanske delstat Baja California Sur. Den anden fandt sted den 7. september 2025 i kanalen ved øen Cerralvo i Den Californiske Golf.
Byttet var i begge tilfælde en klumpfisk af arten Masturus lanceolatus, på engelsk kaldet sharp-tail sunfish — en af havets sværvægtere, der kan blive over tre meter lang og veje op mod 2.000 kilo. Ifølge Frontiers’ egen omtale af studiet filmede havforskeren Kathryn Ayres fra organisationen Beneath The Waves den første hændelse selv, mens den anden blev dokumenteret via en video fra Héctor Franz.
En vigtig detalje: fiskene var allerede døde, da ramningen begyndte. Ifølge studiet var de aflivet og tømt for indvolde, inden spækhuggerne gik i gang. Der var altså ikke tale om et drab, men om en form for bearbejdning af kadaveret.
Fødehjælp eller ren leg
Netop derfor mistænker forskerne, at metoden handler om noget andet end at nedlægge bytte. Ved at splitte den massive fisk op i mindre stykker kan flokkens yngre dyr lettere komme til at spise — spækhuggere river ofte bytte fra hinanden og deler det med kalve og unge dyr.
“Spækhuggere er kendt for at lege med deres føde,” siger Kathryn Ayres, der peger på leg som en anden mulig forklaring.
Andre forskere er slået af, hvor koordineret adfærden er. Marinbiologen Erick Higuera, der leder organisationen Orcas México, peger på, at det kræver præcis samspil mellem to store rovdyr.
“Det kræver skarp rumlig opfattelse, akustisk kommunikation og en fælles forståelse af fysik,” udtaler han over for Smithsonian Magazine.
Om metoden primært er en praktisk måde at portionere maden på, ren underholdning eller en blanding, kan forskerne endnu ikke afgøre. Det kræver flere observationer af de sorthvide rovdyr, før mønsteret kan slås fast.