Ligestilling: Her må ingen nye gader opkaldes efter mænd

22/04/2021 10:51

|

Redaktionen

Foto: Shutterstock.com

Mest læste i dag

I ligestillingens navn vil byrådet i Bergen i Norge beslutte, at ingen gade fremover må opkaldes efter mænd. Først når der er bedre balance mellem antallet af gader opkaldt efter kvinder OG mænd, vil byen løfte forbuddet.

Det er Nettavisen.no, der skriver historien.

Allerede i næste uge kan forbuddet mod at opkalde gader efter mænd være trådt i kraft.

"For at piger og drenge kan have de samme drømme og føle, at de kan opnå det samme, er det en vigtig beslutning," siger byrådsmedlem Katrine Nødtvedt til Nettavisen.

Ifølge Katrine Nødtvedt er omkring 90 procent af gaderne i byen opkaldt efter mænd. Kun 10 procent af gaderne er opkaldt efter kvinder. Derfor indfører byrådet i Bergen nu, at ingen nye gader, pladser eller kommunale faciliteter vil blive opkaldt efter mænd.

Idet der etableres så få nye gader hvert eneste år, har byrådet foreslået, at også nye kommunale faciliteter som plejehjem, skoler, børnehaver, legepladser, parker og sportsfaciliteter skal indgå i planerne.

Det er dog ikke alle i byen, der er begejstret for planerne.

Repræsentant i Stortinget (Norges Folketing) og lokal bybo, Peter Frølich, mener, at byrådets politik er decideret "tåbelig". Ifølge politikeren falder politikken ind i en ny bevægelse af identitetspolitik, hvor forskellige befolkningsgrupper skal stilles op mod hinanden.

"Navngiv i stedet gader og pladser efter dem, der er rollemodeller. Uanset hudfarve eller køn," udtaler Peter Frølich til Nettavisen.no.

Heller ikke borgere i byen synes, at der er noget særligt problem med den nuværende navngivning af gaderne. Det ændrer dog ikke på, at byrådet efter planerne gennemfører deres forslag i næste uge.

Ville du ønske samme regler i din by?