Kvinde fik sine symptomer afvist som menstruationssmerter – men så kom den ødelæggende diagnose

I april 2024 begyndte Megan Jones at opleve en usædvanlig smerte i benene, som hun beskrev som følelsesløshed i den øverste del af lårene. Smerten kom samtidig med hendes menstruation, og lægerne vurderede det som almindelige menstruationskramper.

Det var en ‘meget frustrerende’ oplevelse for Megan, som fortalte Newsweek, at hun følte, at det var noget mere alvorligt, og hun ønskede, at det blev undersøgt nærmere. Smerten stemte ikke overens med de diagnoser, hun fik.

I de følgende uger blev smerterne værre. Megan beskriver det som en ‘dyb smerte i venstre ben’, der strålede ned langs låret og helt ned til knæet. Da hun vendte tilbage til lægen, fik hun diagnosen iskias og blev henvist til en fysioterapeut.

“I begyndelsen af juni kontaktede jeg lægen igen, fordi jeg havde brug for stærkere smertelindring, da bensmerterne påvirkede min hverdag,” fortæller den 26-årige Megan til Newsweek.

“Det var på dette tidspunkt, jeg begyndte at lægge mærke til de mere alvorlige symptomer: åndenød, svimmelhed, smag af blod, vægttab, oppustethed, manglende appetit, ekstrem træthed og kløende hud.”

På det tidspunkt havde Megan startet i fitnesscenter, passet på sin kost og haft et travlt arbejdsliv, så symptomerne kunne til dels forklares. Men efterhånden som smerterne blev værre, blev hun sendt hjem fra arbejde, da hun næsten ikke kunne stå op og blev forpustet, selv når hun sad ned.

“Jeg følte, at der ikke var nogen løsning på smerten. Den var ubeskrivelig, men jeg blev stadig forventet at leve normalt,” siger Megan.

Lægerne anbefalede hende at tage Ibuprofen, uden at være klar over, hvor farligt det var for hende. Trods regelmæssigt medicinindtag hjalp intet, og smerterne i benene forblev konstante. Midt i alt dette tog Megan og hendes partner på en rejse til Paris i juni 2024, hvor de forlovede sig i Montmartres smukke gader.

“Jeg husker, at jeg blev ked af det før turen, fordi jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle håndtere smerten. Jeg tror, glæden ved at blive forlovet hjalp mig igennem,” fortæller Megan.

“Men under turen udviklede jeg et nyt og skræmmende symptom: nattesved. Jeg vågnede drivvåd hver morgen og troede, det skyldtes for meget Ibuprofen og alkohol. Alligevel følte jeg, at noget var helt galt.”

To uger efter forlovelsen opdagede Megan røde pletter på benene og blå mærker på kroppen. Bekymret for meningitis gik hun til lægen, men denne mistanke blev hurtigt afkræftet. I stedet blev hun sendt på akutmodtagelsen, hvor hun fik en blodprøve – en beslutning, der ændrede alt.

Til hendes store overraskelse blev hun kaldt ind til en overlæge næste morgen, som fortalte, at hospitalet ikke kunne behandle leukæmi, og at hun derfor skulle overføres til et større hospital.

“Min første reaktion var ren chok. Jeg kunne ikke sige andet end at spørge, om jeg ville overleve, da min eneste viden om leukæmi kom fra film som My Sister’s Keeper,” siger Megan.

En knoglemarvsprøve bekræftede, at Megan havde B-celle akut lymfatisk leukæmi, og at sygdommen havde udviklet sig hurtigt. Hun måtte ringe til sin mor og fortælle, at hendes datter, som var 24 år, havde kræft.

Behandlingen kunne ikke vente, og Megan måtte straks påbegynde kemoterapi. Hun havde ikke mulighed for at få sine æg udtaget, hvilket var svært at acceptere, da hun altid havde drømt om at få børn, men nu stod over for risikoen for at miste sin fertilitet.

Megan blev derefter overført til The Christie, et specialhospital for unge med kræft.

“Jeg startede med en høj dosis steroider for at sænke antallet af hvide blodlegemer og fik antibiotika for at forebygge infektioner. Derefter begyndte kemoterapien, og jeg gennemgik fire runder, inden jeg startede vedligeholdelsesbehandlingen, som skulle vare næsten to år,” forklarer Megan.

Kemoterapien var hård, og Megan blev flere gange indlagt for at behandle infektioner, herunder sepsis.

“Da jeg begyndte at se ændringer i min krop, var det virkelig svært. Jeg tog på, mit ansigt hævede op pga. steroider, og min kropsform ændrede sig. Mit tøj passede ikke længere,” siger hun.

“De drastiske ændringer var svære at håndtere, og det er derfor, kræft også er en mental kamp – ikke kun en fysisk.”

Efter at have ringet med klokken i april 2025 var hendes rejse langt fra slut. Vedligeholdelsesbehandlingen skulle fortsætte i næsten to år, men et tilbagefald ændrede alt.

Tre måneder inde i vedligeholdelsesbehandlingen vendte bensmerterne tilbage. Smerten strålede nu gennem brystet, ribbenene og armene, og Megan hastede til hospitalet.

Men undersøgelserne viste ikke tegn på kræft, og lægerne overså hendes sygehistorie. De sagde, at smerterne var ‘neurologiske’ og anbefalede hende at stoppe med at spise sukker.

Da hun endelig vendte tilbage til The Christie, blev det opdaget, at leukæmien var vendt tilbage, og nu var til stede i 60 % af hendes knoglemarv. En kræftknude blev fundet i en hævelse på hendes rygsøjle, som forårsagede spinal kompression. Det krævede intensiv kemoterapi for at få knuden til at skrumpe.

“Konsulenterne vidste ikke, hvordan jeg ville reagere på kemoterapien, men den var ekstremt effektiv, og jeg kom i remission. Det var en enorm lettelse efter den hårde behandling – der var tidspunkter, hvor jeg frygtede, at jeg ikke ville overleve,” siger Megan.

Derefter modtog Megan CAR-T-behandling, en relativt ny form for immunterapi, hvor hendes T-celler blev genetisk modificeret til at angribe kræftceller.

Megan har delt sin rejse på sociale medier (@m.egnolia på TikTok og Instagram) gennem hele forløbet. Hun har åbent fortalt om sine symptomer, om at blive afvist af læger og hvordan hun håndterede behandlingen for at øge opmærksomheden og hjælpe andre.

Selvom lægerne afviste hende, fordi de mente, hun var ‘for ung til kræft’, håber Megan, at hendes historie kan inspirere andre til at kæmpe for sig selv.

“Du kender din egen krop bedst, så hvis noget føles forkert, tøv ikke med at søge hjælp. Hvis du ikke er tilfreds, så bliv ved med at presse på eller få en second opinion,” siger Megan.

“Du er stadig et menneske – ikke bare en diagnose – selvom det kan føles sådan nogle gange. Hvis du kæmper med en kræftdiagnose, så kontakt velgørenhedsorganisationer, der kan støtte dig. De kan give råd, økonomisk hjælp eller bare være nogen, du kan tale med.”