Senest.dk
Forside Sundhed Tandlæge fastslår: Disse danskere bør få større tilskud til tandlægen

Tandlæge fastslår: Disse danskere bør få større tilskud til tandlægen

tand læge
Tandlægeforeningen

Tandlægen påpeger at en stor patientgruppe burde få et større tilskud til tandbehandling.

Lige nu læser andre

ADHD – og behandlingen af ADHD – påvirker også tandsundheden.

Det fremgår af en ny undersøgelse, som Tandlægeforeningen har gennemført blandt både offentligt ansatte og privatpraktiserende tandlæger.

Resultaterne viser en stigning i antallet af patienter med ADHD, og hver tredje tandlæge oplever, at disse patienter har flere tandproblemer end andre.

De hyppigste problemer drejer sig om dårlig mundhygiejne, problemer med at møde op til behandling, vanskeligheder ved at modtage tandbehandling og ikke mindst mundtørhed, som er en bivirkning af ADHD-medicinen.

I børne- og ungdomstandplejen oplever 70 procent af tandlægerne, at børn med ADHD har større udfordringer med at modtage tandbehandling end deres jævnaldrende uden ADHD.

Læs også

Tandlægeforeningens formand påpeger, at tandproblemer hos patienter med ADHD er et overset område og opfordrer til politisk handling.

“Det er bekymrende, at børn med ADHD risikerer at få dårligere tandsundhed. Det er samfundets ansvar at sikre, at alle børn får den nødvendige forebyggelse og behandling. Det bliver dog udfordret af, at vi både mangler tandlæger og tandlægestole. Derfor er der brug for, at politikerne prioriterer og investerer i tandsundhed ved at styrke den kommunale tandpleje med flere hænder og bedre forhold,” udtaler Tandlægeforeningens formand, Torben Schønwaldt.

Mundtørhed som bivirkning af medicin
Hos voksne patienter med ADHD er mundtørhed en særlig udfordring, som følge af medicineringen.

Mundtørhed kan føre til tandsygdomme som karies og tandkødsbetændelse, som også er almindeligt forekommende blandt patienter med andre kroniske sygdomme som diabetes og psykiske lidelser.

Tandlægeforeningens formand mener, at denne udvikling bør tages i betragtning, når regeringen snart begynder forhandlinger om en ny model for voksentandpleje.

Læs også

“Jeg ser dette som et klart eksempel på, at en stor patientgruppe burde have adgang til bedre tilskud til tandbehandling. Det virker uretfærdigt, at patienter skal kæmpe med tandproblemer som følge af en sygdom eller diagnose, og samtidig betale hele regningen selv,” siger Torben Schønwaldt.

Han efterlyser en model, hvor tilskuddet i højere grad tager udgangspunkt i patienternes individuelle behandlingsbehov.

“Vi skal prioritere forebyggelse og øge tilskuddet til de patienter, der har størst behov for behandling,” afslutter han.

Knap 700 tandlæger deltog i Tandlægeforeningens undersøgelse om ADHD’s indvirkning på tandsundheden.

Ads by MGDK