Senest.dk Redaktion
Japansk forskning peger på, hvilken adfærdstype der får mest ud af GLP-1-medicinen.
Ozempic og lignende GLP-1-præparater virker langt bedre hos mennesker, der spiser, fordi mad ser fristende ud eller dufter godt, end hos dem, der trøstespiser ved stress og dårligt humør. Det viser et studie fra forskere ved Kyoto og Gifu universiteter i Japan.
Forskerne fulgte 92 personer med type 2-diabetes gennem deres første år i behandling med GLP-1-medicin og målte både vægt, blodsukker og spisevaner ved start, efter tre måneder og efter et år. Resultatet, publiceret i tidsskriftet Frontiers in Clinical Diabetes and Healthcare i september 2025, tegner et tydeligt mønster: jo mere deltagerne i udgangspunktet spiste ud fra ydre stimuli som synet og lugten af mad, jo større vægttab fik de.
Den eksterne spiser taber sig mest
Forskerne brugte et anerkendt psykologisk redskab, Dutch Eating Behavior Questionnaire, der inddeler folks spisevaner i tre typer: ekstern spisning (drevet af synet og lugten af mad), følelsesspisning (drevet af stress, sorg eller kedsomhed) og restriktiv spisning (bevidst kontrol af kosten).
For hele deltagergruppen faldt vægten i gennemsnit fra 80,3 til 76,7 kilo, og langtidsblodsukkeret (HbA1c) faldt fra 8,2 til 7,0 procent over de 12 måneder. Men effekten var ujævnt fordelt: hos de eksterne spisere holdt vægttabet ved hele året igennem og var større end gennemsnittet, mens billedet var et andet hos følelsesspiserne. Trøstespisningen aftog kortvarigt i de første tre måneder, men var tilbage på udgangsniveauet efter 12 måneder.
“GLP-1-medicinen er effektiv hos personer, der oplever vægtøgning eller forhøjet blodsukker som følge af overspisning udløst af ydre stimuli. Effekten er derimod mindre sandsynlig i tilfælde, hvor følelsesspisning er den primære årsag,” siger Daisuke Yabe, professor ved Kyoto Universitet og seniorforfatter på studiet.
Følelsesspisning kræver andet end medicin
Forklaringen ligger i, hvad medicinen rent faktisk gør. GLP-1-præparater dæmper sultsignaler og bremser tømningen af maven, så man hurtigere føler sig mæt og er mindre modtagelig for fristelser udefra. Men de griber ikke ind i de psykologiske mekanismer, der får mennesker til at række ud efter mad i pressede situationer.
“En mulig forklaring er, at følelsesspisning i højere grad er drevet af psykologiske faktorer, som GLP-1-medicinen ikke direkte adresserer. Personer med udtalte tendenser til følelsesspisning kan have behov for yderligere adfærdsmæssig eller psykologisk støtte,” forklarer Takehiro Kato, forsker ved Gifu Universitet.
Studiet omfattede flere GLP-1-præparater, både i tablet- og injektionsform, herunder semaglutid (markedsført under navnene Ozempic og Rybelsus), dulaglutid og liraglutid. Deltagerne havde en gennemsnitsalder på 58 år og et BMI på knap 30.
Forsigtige konklusioner
Forskerne understreger selv, at resultaterne skal ses som vejledende. Undersøgelsen er observationel og bygger på selvrapporterede spisevaner, og deltagergruppen er relativt lille.
“Selv om vores studie peger på en mulig sammenhæng mellem ekstern spisning og behandlingsrespons på GLP-1-medicin, er resultaterne fortsat foreløbige,” siger Daisuke Yabe.
Alligevel ser forskerne et perspektiv i, at en simpel forhåndsvurdering af spisevaner på sigt kan blive et nyttigt redskab i klinikken, så lægen lettere kan afgøre, hvem GLP-1-medicinen vil hjælpe mest, og hvem der har brug for en bredere behandlingspakke med kost- og adfærdsterapi.
