Jesper Bengtson
Når en syg i den sidste tid skubber tallerkenen fra sig, gør mange det forkerte i den bedste mening.
Det er en af de sværeste ting at se på. En mor, en far, en ægtefælle, som langsomt holder op med at spise og drikke. Tallerkenen står urørt. Glasset bliver ikke tømt.
For de fleste pårørende vælter tankerne frem med det samme. Sulter han? Tørster hun? Skal jeg ikke gøre noget?
Men svaret er sjældent det, man tror.
Når livet er ved at rinde ud, har kroppen brug for mindre og mindre brændstof. Den mister efterhånden evnen til at fordøje og bearbejde mad og væske. Det forklarer det amerikanske hospice-selskab VITAS Healthcare.
Samtidig holder hjernen op med at sende de signaler, vi kender som sult og tørst. Sygdommen skrider frem, og behovet forsvinder helt af sig selv.
Der kan også være andre forklaringer. Det kan gøre ondt eller være direkte farligt at synke. Forvirring, udmattelse og medicin kan tage appetitten og gøre selve måltidet til et overvældende slid.
Hvorfor sonden ikke redder liv
Her kommer det, som overrasker mange. At give kunstig ernæring forlænger næsten ikke livet for en døende.
For demenspatienter gør det ingen forskel. De, der får mad gennem en sonde, lever ifølge VITAS ikke længere end dem, der bliver madet langsomt med hånden.
Tværtimod kan tvungen ernæring gøre den sidste tid værre. Det kan give kvalmefornemmelser, oppustethed og en følelse af at være fanget eller være ved at drukne. I værste fald kan maden havne i lungerne og give en farlig lungebetændelse.
Det handler altså ikke om at give op. Det handler om at lade kroppen gøre det, den selv er begyndt på.
Derfor er rådet enkelt. Tilbyd små mængder mad og væske, hvis den syge har lyst. Men tving aldrig noget ned. Lad komforten og personens egne ønsker komme først.
