Jesper Bengtson
Ni hospicepatienter lå med elektroder på hovedet, mens forskerne lyttede med til det sidste.
Mange har siddet ved et dødsleje med det samme spørgsmål. Den døende reagerer ikke længere. Øjnene er lukkede, der kommer ingen svar. Giver det overhovedet mening at tale til ham?
I lang tid har ingen vidst det med sikkerhed. Nu har et hold forskere forsøgt at finde svaret, og det, de målte, er svært at ryste af sig.
På St. John Hospice i Vancouver fik ni uhelbredeligt syge patienter sat et EEG-apparat på hovedet, som registrerer hjernens elektriske aktivitet. Patienterne var mellem 28 og 88 år. Forskerne spillede en række toner for dem og holdt øje med, om hjernen reagerede, hver gang en tone pludselig skiftede.
Først blev de målt, mens de stadig var vågne og kunne svare. Senere, da flere af dem var gledet ind i de sidste timer og ikke længere reagerede på omverdenen, gentog forskerne forsøget.
Det skriver forskerne Elizabeth Blundon, Romayne Gallagher og Lawrence Ward i studiet, der blev offentliggjort i tidsskriftet Scientific Reports den 25. juni 2020.
Og her kom overraskelsen.
Hos de fem patienter, der blev målt, mens de lå bevidstløse og ikke længere svarede på noget, reagerede hjernen stadig. Alle fem registrerede, når tonen skiftede. Hos nogle af dem arbejdede høresystemet på niveau med unge, raske forsøgspersoner, kun timer før de døde.
“Hørelsen kan være en af de sidste sanser, der mister sin funktion, når mennesker dør,” konkluderer forskerne.
For de pårørende rummer det en lille trøst. Hvis hørelsen holder ved helt til det sidste, så bliver de ord, man siger ved sengekanten, måske rent faktisk hørt.
Det er netop den tanke, forskerne selv fremhæver. Deres fund giver “en vis tiltro til rådet om, at man bør blive ved med at tale til en døende så længe som muligt,” skriver de.
