En simpel blodprøve afslører nu hvem der klarer sig efter anoreksi-behandling: Hormonet der holder sulten nede er svaret ingen vidste de ledte efter

De fleste af os kender nogen, der har kæmpet med maden, eller har mærket den knugende afmagt ved ikke at kunne hjælpe. Netop derfor rammer et nyt forskningsresultat en nerve: Et enkelt stof i blodet ser nu ud til at kunne pege på, hvem der er i størst fare for at falde tilbage efter behandling for anoreksi.

Europæiske forskere har fundet, at patienter med aktiv anoreksia nervosa har omkring 20 procent højere niveauer af hormonet LEAP2 i blodet, da de blev indlagt, sammenlignet med deres niveauer efter fire måneders behandling. Det oplyser Federation of European Neuroscience Societies (FENS), hvor resultaterne blev fremlagt på foreningens forskningsforum i 2026.

Forskellen var særligt tydelig hos de patienter, der fik tilbagefald et halvt år efter, at de var udskrevet fra hospitalet. Netop derfor kan hormonet potentielt hjælpe læger med at forudsige, hvem der er i risiko.

Hormonet der slukker for sulten

For at forstå fundet skal man kende to modspillere i kroppen. Ghrelin er det såkaldte sulthormon, der frigives fra maven og sender besked til hjernen om at spise. LEAP2, som dannes i lever og tarm, virker den stik modsatte vej og dæmper sultsignalet.

Hos patienter med anoreksi lader balancen til at være forskubbet, så bremsen for sulten træder ekstra hårdt i. Ifølge forskerne kan det være med til at forklare, hvorfor nogle er i stand til at begrænse deres madindtag i måneder eller år.

Undersøgelsen omfattede 30 kvinder i alderen 18 til 60 år, der var i et fire måneder langt genernæringsforløb på en specialiseret klinik på Sainte-Anne-hospitalet i Paris. Der blev taget blodprøver før behandlingen, efter behandlingen og igen seks måneder senere.

En biomarkør for et hidtil gådefuldt forløb

Det opsigtsvækkende er, at et fysisk måleligt stof kan sige noget om et sygdomsforløb, der ellers ofte forklares psykologisk. Forskningen tyder på, at LEAP2-niveauet hænger sammen med evnen til at styre impulser, og at hormonet kan fungere som en biomarkør for tilbagefald. Det kan gøre det muligt at teste og følge patienter tættere og justere behandlingen undervejs.

Anoreksi er en af de alvorligste psykiske lidelser overhovedet. Neuroforskeren Virginie Tolle fra det franske sundhedsforskningsinstitut INSERM understreger, hvor magtesløs behandlingen har været:

“Trods sygdommens alvor findes der i dag ingen effektiv medicin mod den. De nuværende behandlinger bygger på ernæringsmæssig genoptræning og tværfaglig pleje, men bedring kan tage mange måneder, og tilbagefaldsraterne er fortsat høje og når op på 40 procent.”

Hun peger på, at kroppen hos nogle patienter ser ud til at have vænnet sig til underernæring:

“Vores nyeste resultater tyder på, at der ved anoreksi kan være en ‘metabolisk tolerance’ over for at være underernæret, og hos nogle patienter kan det forudsige deres evne til at holde diæt i mange måneder eller endda år.”

Et lille studie med store perspektiver

Resultaterne er stadig tidlige og bygger på en lille gruppe patienter, og der findes endnu ingen medicin, der virker på mekanismen. Men forskerne ser LEAP2 som et lovende mål for helt nye behandlingsformer og planlægger nu at undersøge en større gruppe patienter samt at kortlægge, hvordan ghrelin og LEAP2 påvirker hjernens celler. Hormonet kan blive et muligt mål for de nye behandlingsstrategier, som feltet i den grad har manglet.

For de familier, der lever med sygdommen tæt inde på livet, er selve tanken om en blodprøve, der kan pege på faren for tilbagefald, en helt ny form for håb.