Dansk landsholds-chok: Målmand på hospitalet efter ildebefindende

04/04/2023 12:09

|

Thea Andersen

Foto: Shutterstock.com
Målvogter Amalie Milling støder i dag til landsholdstruppen, da Althea Reinhardt er blevet ramt af et ildebefindende.

Mest læste i dag

Landstræner Jesper Jensen har været nødt til at foretage to ændringer i landsholdstruppen, kort før de to landskampe mod Sverige, som venter i denne uge.

Det skriver DHF i en pressemeddelelse.

Den første ændring er, at bagspilleren Helene Kindberg har forladt lejren på grund af en fodskade, og der vil ikke blive indkaldt en erstatning for hende i første omgang.

- Vi vidste, at der med Helene lå en risiko for, at hun ikke kunne deltage fuldt ud i samlingen på grund af den ankelskade, hun har døjet med i noget tid, siger landstræner Jesper Jensen og tilføjer:

- Men vi ville alligevel gerne se hende og give hende mulighed for at få et indtryk af, hvad det vil sige at spille på landsholdet. Så vi følger hende i hendes videre forløb, og så er det ikke udelukket, at vi ser hende igen på et tidspunkt.

Den anden ændring er mere alvorlig.

Natten før samlingen fik målvogteren Althea Reinhardt et ildebefindende og besvimede, hvilket resulterede i en hjernerystelse efter at have slået sit hoved.

Hun blev udredt på hospitalet og vil ikke kunne deltage i de kommende landskampe mod Sverige.

- Vi er enormt ærgerlige over, at Althea ikke er med til samlingen og de to landskampe mod Sverige, fortæller landstræner Jesper Jensen og fortsætter:

- Men i sådan en situation, er det selvfølgelig vigtigt, at Althea får den ro, hun har behov for. Vi håber, at hun kommer sig hurtigt, og ser frem til at have hende med på landsholdet igen.

For at erstatte hende har Jesper Jensen indkaldt målvogter Amalie Milling, der til dagligt spiller for Team Esbjerg.

Se den danske landsholdstruppe her.