Så mange penge bør du have liggende: "Giver dig plads til at navigere i kriser uden at stifte gæld"

20/05/2025 06:18

|

Sebastian Ilsøth

Foto: aof3061/Shutterstock
Så mange penge bør du have liggende til side.

Andre læser også

Det føles altid godt at have lidt ekstra penge mellem hænderne.

Men for mange danskere er det langt fra virkeligheden lige nu.

En stor del af befolkningen lever nemlig med en presset økonomi, hvor hverdagen handler om at få næste lønseddel til at række.

Efter flere år med høj inflation og stigende priser er det blevet sværere at lægge penge til side til uforudsete udgifter.

Selvom den samlede danske opsparing aldrig har været højere, står hundredtusindvis af voksne stadig uden nogen form for økonomisk buffer.

Traditionelt anbefaler økonomiske eksperter, at man har kontante midler nok til at dække tre til seks måneders faste udgifter.

Men det mål kan virke uoverskueligt, mener Will Kellar, certificeret finansiel rådgiver og partner i Human Investing i USA:

"Selvom det almindeligvis anbefales at spare op til tre til seks måneders leveomkostninger, mener jeg, at ethvert beløb – uanset størrelse – er bedre end ingenting," siger han til CNBC.

Han opfordrer derfor til, at man deler målet op i mindre og mere realistiske trin.

Ifølge Kellar kan man med fordel begynde med blot 500 til 1.000 kroner om måneden.

Det første delmål bør være at spare nok op til at dække én måneds udgifter. Det giver nemlig en vigtig sikkerhed i tilfælde af økonomiske overraskelser:

"En opsparing svarende til en måneds udgifter fungerer som en buffer mod pludselige chok og giver mulighed for at håndtere kriser uden at skulle låne penge," forklarer han.

Opsparing er i høj grad en individuel proces, og Will Kellar understreger, at det er vigtigt at fejre selv de små fremskridt.

Hvert eneste skridt mod en økonomisk sikkerhed, uanset hvor beskedent det måtte være, kan gøre en stor forskel på længere sigt.