Med juleferien lige om hjørnet og mange danskere på vej til sommerhuse og familiebesøg, bliver manglen på offentlige ladestandere tydelig.
Selvom antallet af ladestandere er tæt på fordoblet i år, så er bestanden af elbiler er steget med 75 procent i forhold til november sidste år, ifølge Danmarks Statistik.
Det giver risiko for trængsel og forsinkelser ved ladestationerne rundt om i landet, når juletrafikken topper:
"Det er afgørende, at vi får flere ladestandere op - især i de områder, hvor der er mange elbiler. Vi ser allerede nu, at der er stor forskel på, hvor mange ladestandere der er til rådighed i de forskellige kommuner. Det bliver kun ekstra tydeligt, når vi kører på tværs af landet og samles med familien i løbet af juledagene", siger Troels Blicher Danielsen, administrerende direktør i TEKNIQ, der organiserer det tekniske erhvervsliv i Danmark ifølge en pressemeddelelse.
I gennemsnit er der 12,45 elbil pr. ladestander.
Det dækker dog over store regionale forskelle i tilgængeligheden af offentlige ladestandere.
I Allerød kommune skal 109,3 elbiler deles om en offentlig ladestander, mens det tilsvarende er 2,9 biler per ladestander på Samsø, viser data fra Danmarks Statistik og Mobility Denmark.
Ikke kun problemer ved højtiderne
Udfordringerne med opladning af elbilen er ikke isoleret til højtiderne med spidsbelastning i trafikken.
Det er også en problematik, der fylder i hverdagen blandt de elbilejere, der ikke har mulighed for at få opsat deres egen ladestander i carporten.
Det er noget sværere i byerne – for eksempel etageejendomme - hvor man derfor i langt højere grad er afhængig af de offentlige ladestandere.
Af samme grund lægger TEKNIQ op til, at der skal være en “laderet” for borgerne, som man blandt andet kender det fra Norge:
"Det er vigtigt at tilbyde en stabil ladeinfrastruktur, så elbilsejerne ikke skal bekymre sig om at finde en ledig ladestander. I virkeligheden burde det være lige så naturligt at vide sig sikker på at få ladet sin bil op, som at vide sig sikker på, at der er vand i hanen – uanset hvor man bor. Ellers risikerer man at skabe et a- og b-hold", siger Troels Blicher Danielsen.
Laderet betyder, at hvis en beboer ønsker en ladestander i boligforening, så skal boligforeningen arbejde for etablering af ladestandere i ejendommen.
Det kan ikke stå alene men kan med fordel kombineres med et offentligt tilskud målrettet boligforeningerne, mener TEKNIQ.
Målet er, at der maksimalt skal være 10 elbiler per offentlig ladestander.