Næsten 2.000 mennesker med samme efternavn fløj til Cork for at vælte en 19 år gammel rekord.
I lørdags samledes 1.848 mennesker med efternavnet O’Sullivan eller Sullivan på en GAA-bane i Castletownbere på Irlands sydvestkyst. Med pas, dåbsattester og kørekort i hånden beviste de hver især, at de var berettiget til at stille op, og dermed satte de en ny Guinness-verdensrekord for det største antal mennesker med samme efternavn samlet ét sted.
Den gamle rekord stod på 1.488 og blev sat af Gallagher-klanen i Letterkenny i Donegal i september 2007, skriver The Irish Star. De nye rekordholdere overgik dermed de tidligere med 360 personer.
Fløj fra Australien og USA for at stå i kø
Castletownbere er en lille fiskerby med under 1.000 fastboende, men i weekenden var alle veje fyldt med rejsende fra hele verden. Mere end 3.350 havde tilmeldt sig den tre dage lange klansamling, og mange fløj ind fra Australien, New Zealand, Canada, USA og Storbritannien for at deltage.
Den yngste fremmødte var under et år gammel, den ældste 96. Tilsammen findes der i dag omkring en halv million O’Sullivans og Sullivans på verdensplan, ifølge oplysninger fra arrangørerne gengivet hos Euronews.
Fire-trins kontrol med pas og fødselsattest
For at en rekord af den slags kan godkendes, kræver Guinness World Records en grundig optælling. Arrangør Jim O’Sullivan forklarer processen sådan:
“Vi gik i gang klokken 13.30, og alle skulle først skrive sig ind, hvor vi tjekkede deres fødselsattest, pas eller kørekort for at bevise, at de var Sullivan eller O’Sullivan”, siger han til The Irish Times.
Derefter fik hver deltager et nummereret kort, gik gennem en tælle-port og blev til sidst stillet op i grupper af 100 på græsplænen, mens Guinness-dommerne tjekkede tallene.
Da optællingen var færdig, lød den officielle bekendtgørelse fra Guinness-dommer Prav Patel:
“Rekorden står på 1.488, så med et samlet antal på 1.848 er I, O’Sullivans, de nye Guinness-verdensrekordholdere for den største forsamling af mennesker med samme efternavn.”
En global familie
For mange af de fremmødte var dagen mere end en rekord. Kevin Sullivan, en 75-årig pensioneret it-direktør fra Boston, fortalte The Irish Times, at oplevelsen var svær at sætte ord på.
“Alle jeg ser her, ved jeg er en Sullivan eller O’Sullivan, så det er en utrolig følelse”, sagde han.
Klan-overhovedet Kelly Sullivan, der modtog sit embedstegn i Boston i 2023, kaldte dagen for et privilegium. “Jeg føler mig velsignet over at være vokset op som en del af den større Sullivan-O’Sullivan-familie”, sagde hun ifølge Euronews.
Hvad der nu står tilbage, er spørgsmålet, om en anden klan, måske en Hansen eller en Murphy, har lyst til at give sig i kast med at vælte rekorden igen.