Jesper Bengtson
De to ord bruges i flæng hver dag, men dækker over to vidt forskellige ting.
Du har den sikkert stående under vasken eller ude i bryggerset. Den hvide dunk, du hiver frem, når toilettet skal have en tur, eller når der er kommet mørke skjolder i fugerne.
Og du kalder den sandsynligvis bare for klor.
Men det ord er faktisk forkert. For klor er et grundstof, et helt rent stof for sig selv. Det, du har i dunken, er noget andet: en opløsning af natriumhypoklorit. Og handelsnavnet for den husholdningsvariant kender de fleste danskere udmærket. Det hedder Klorin.
Forskellen lyder som flueknepperi, men den er ægte nok. Det skriver lex.dk i deres opslag om stoffet.
Natriumhypoklorit er, kort fortalt, natriumsaltet af hypoklorsyre. Det er basisk og ætsende, og netop dér ligger en vigtig pointe: Det må ikke forveksles med selve hypoklorsyren, som er pH-neutral.
Og natriumhypoklorit kan en masse. Stoffet bruges til at blege papir og tekstiler, til at gøre rent i hjemmet, til at desinficere og til at holde alger og slimdannelse væk i vandsystemer.
Styrken afhænger af, hvor det skal bruges. Industriens opløsninger kan indeholde op til cirka 200 gram aktivt klor per liter. Den klorin, du har stående derhjemme, er til gengæld meget mildere og rummer kun omkring 40 gram per liter.
Én ting skal du dog være opmærksom på, hvis du står med en gammel dunk: Natriumhypoklorit er ikke særlig stabilt. Opløsningerne tåler hverken lange transporter eller lang tids opbevaring, før de begynder at miste deres virkning. Derfor fremstiller man ofte stoffet lokalt ved elektrolyse, så det er så friskt som muligt, når det skal bruges.
