Jesper Bengtson
For mange danske skolebørn var efterårets fridage knyttet til et helt bestemt arbejde.
Da efterårsferien første gang blev skrevet ind i dansk skolelov, handlede den slet ikke om at hvile.
Det begyndte i 1814. Her kom den første danske lov, der bestemte, at alle børn fra syv år til konfirmationen havde pligt til at gå i skole. Samtidig fik de fire ugers ferie i høsttiden, så de kunne hjælpe til derhjemme.
For en bondefamilie var det ikke en gave. Det var en nødvendighed. Når kornet skulle i hus, havde man brug for alle hænder, også de små.
Få år senere kom kartoflerne ind i billedet.
I 1823 blev reglerne udvidet, så børnene også fik fri forår og efterår på de egne, hvor man dyrkede kartofler. Men der var en hage ved det. Fridagene gjaldt kun, hvis børnene rent faktisk blev sat til at lægge og tage kartoflerne op.
Det var altså ikke en ferie. Det var statsgodkendt børnearbejde i markerne.
Selve ordet “kartoffelferie” dukker først op senere. En af de tidligste avisomtaler er fra Morgenposten den 17. oktober 1861, hvor en pastor fik læst og påskrevet. “Hr. Pastor Schønheyder i Hjørlunde spørges om, hvorfor han i dette travle Efteraar ikke giver Kartoffelferie i sit Pastorats Skoler,” lød det. Det skriver Slægtsbibliotekets blog.
Fra 1890’erne optræder ordet kartoffelferie jævnligt i aviserne. Men det stod aldrig i selve loven. Det var et navn, folk brugte i dagligdagen, fordi alle vidste, hvad efterårets fridage egentlig gik ud på.
Først i 1942 blev der fra centralt hold fastsat seks dages efterårsferie for skolebørnene.
Og så kom maskinerne. Med landbrugets mekanisering i 1950’erne og 1960’erne forsvandt behovet for de mange børnehænder i markerne. Traktorer og optagemaskiner klarede arbejdet, som børnene før havde knoklet med i det kolde efterår.
