Jesper Bengtson
Begge handler om de døde, men der stopper ligheden også.
Det begyndte med en død mand, der bankede på sin egen dør.
I 1725 skulle Peter Plogojowitz være stedt til hvile i landsbyen Kisilova i Serbien. I stedet dukkede han op hjemme hos sin søn og krævede mad. Kort efter begyndte folk i landsbyen at dø, og på dødslejet hviskede de den samme forklaring: Plogojowitz havde været over dem om natten og suget deres blod.
Da de rystede landsbyboere gravede ham op igen, mente de at se frisk blod omkring hans mund. De drev en pæl gennem hjertet på liget og brændte det. Historien om den døde, der stod op og dræbte, spredte sig som en løbeild gennem Tyskland, Frankrig og England. Det skriver National Geographic.
Men vampyren var langtfra en ny opfindelse i 1700-tallets Østeuropa. Rødderne går tusinder af år tilbage. Allerede assyrerne i oldtidens Mesopotamien frygtede onde ånder, de kaldte edimmu, blodtørstige væsner fra mørket. Vampyren er med andre ord en af menneskehedens ældste mareridt: en død, der nægter at blive liggende, og som holder sig i live på de levendes blod.
Zombien har en helt anden historie, og den er langt yngre.
Den opstod ikke i gamle europæiske landsbyer, men blandt slavegjorte afrikanere på Haiti i 1600- og 1700-tallet. For dem betød døden frihed, en hjemrejse til forfædrenes land. Men den, der tog sit eget liv, troede man, slap aldrig fri. Vedkommende ville i stedet være fanget for evigt som en sjælløs zombie, et genoplivet lig uden egen vilje.
I voodoo-troen var det troldmænd kaldet bokorer, der kunne skabe og styre disse viljeløse væsner. Ifølge myten kunne de bruge et særligt pulver, en coup de poudre, lavet af blandt andet menneskelige rester, urter og dele af dyr. Offeret faldt sammen som dødt, og derefter rejste troldmanden kroppen igen og satte den til at arbejde for sig.
Der ligger hele forskellen. Vampyren er den, der kommer tilbage for selv at tage. Zombien er den, der er blevet frataget sig selv og tvunget til at tjene en anden.
