Jesper Bengtson
Den samme voksne, som barnet elsker, kan på et sekund virke helt fremmed.
Det er Halloween, eller måske bare en helt almindelig leg i stuen. En voksen, barnet kender ned til mindste detalje, tager en maske på og venter et grin.
I stedet kommer skrålet. Tårerne. Den lille krop, der vender sig væk og klamrer sig til noget trygt.
Og det mærkelige er, at det ikke hjælper at sige “det er jo bare mig”. For barnet tror det ikke. I det øjeblik er det ikke bare mig.
Hvorfor reagerer helt små børn sådan, selv når de udmærket ved, at det bare er leg? Forklaringen handler om, hvordan en lille hjerne overhovedet genkender et ansigt. Det skriver den australske børnerådgiver Larissa Watter hos M1 Psychology.
Barnet aflæser detaljer, ikke helheden
Vi voksne ser et ansigt som en samlet helhed. Vi behøver ikke granske hver enkelt del for at vide, hvem der står foran os.
Sådan fungerer det ikke hos de mindste. Børn under seks år hæfter sig ved de enkelte træk, et ad gangen.
“Børn under seks år lægger mærke til enkeltdetaljer som næsen og øjnenes farve og form,” skriver Larissa Watter.
Når en maske dækker netop de træk, forsvinder hele barnets måde at kende personen på. De kendte holdepunkter er væk, og tilbage står nogen, der føles helt fremmed.
Et forsøg viste, hvor skrøbelig den evne er. Børn mellem fire og syv fik svært ved at genkende ansigter, de havde set fem gange før, da der blot blev sat en hat på.
Det går over af sig selv
Oven i det kan barnet ikke længere aflæse følelser. Uden en synlig mund og et helt ansigt er det umuligt at se, om personen bag masken smiler eller er vred. Det skaber forvirring, og forvirring bliver let til frygt.
Derfor er skrækken hos de helt små ikke tegn på, at noget er galt. Den er en helt normal reaktion på en hjerne, der endnu ikke kan skille forklædningen fra personen bagved.
Den evne kommer gradvist i løbet af de første leveår. Med alderen lærer barnet, at ansigtet under masken stadig er den samme, det altid har holdt af.
Indtil da kan man hjælpe barnet på vej. Larissa Watter foreslår at gøre masken til en del af legen, at tage den på og af igen foran barnet, og at blive ved med at tale roligt, mens man har den på, så stemmen afslører, hvem der gemmer sig.
