Jesper Bengtson
Gå en tur i skoven midt i januar, og du vil opdage noget mærkeligt ved bøgene.
Det er en grå vinterdag, og de fleste træer har for længst sluppet det sidste blad. Grenene står bare og sorte mod himlen.
Men gå tæt på en bøg, og noget stikker af. På de nederste grene, de første par meter oppe fra jorden, sidder bladene stadig. De er brune og visne, kanelfarvede og tørre. Og dér bliver de hængende. Hele vinteren. Lige til de nye knopper skubber dem af om foråret.
Hvorfor i alverden gør de det?
Det spørgsmål har optaget både skovfolk og forskere, og svaret er ikke så enkelt, som man skulle tro. Det skriver Kristeligt Dagblad.
Fænomenet har sit eget navn: marcescens. Bøgen holder på bladene på de nederste to til tre meter, uanset om træet er ungt eller gammelt. Den samme sære vane kender man fra vintereg, som endda beholder alle sine blade helt til tops, mens dens slægtning stilkegen pænt fælder det hele om efteråret.
To forskere, to forklaringer
Men hvorfor? Her bliver det interessant, for eksperterne er ikke enige.
Andreas Bergstedt, lektor ved Skovskolen, peger på dyrene i skoven. Om vinteren, når føden er knap, bider hjortevildtet løs på træernes knopper og kviste.
“Knopper og kviste er lidt sværere at komme til, når der sidder visne blade på træet, men denne beskyttelse er naturligvis kun nødvendig på de nederste meter,” forklarer han. Og det passer jo mistænkeligt godt med, præcis hvor bladene bliver hængende.
Bjarke Veierskov, lektor ved Institut for Plante- og Miljøvidenskab, har en helt anden forklaring. Han taler om ungdomsform og voksenform. Planter starter, ligesom dyr, i en slags ungdomsform, før de modnes.
“For bøg er det således, at planten i en afstand af cirka to-tre meter fra rodhalsen er i ungdomsformen,” siger han. Og netop ungdomsformen kendetegnes ved, at bladene ikke falder af om efteråret. Det afgørende er ikke træets alder, men den fysiske afstand fra bunden.
Et spørgsmål uden facit
Vi lærer ellers, at bladfald handler om plantehormoner. Om efteråret daler væksthormonet auxin, mens modningshormonet ætylen stiger, og så slipper bladet.
Men her kommer Veierskov med en indrømmelse, der nok vil overraske mange.
“Problemet er, at der aldrig har været lavet hormonmålinger over årstiden, som har kunnet dokumentere denne sammenhæng,” siger han.
Med andre ord: en af de forklaringer, vi tager for givet, er aldrig blevet målt efter. Og professor emeritus Niels Jacobsen fra KU Science advarer da også mod at trække for hurtige konklusioner om, at bøgens og vinteregens blade skulle hænge sammen på samme måde.
