De ligner hinanden til forveksling, men kun to af de tre bør bekæmpes.
Det starter tit med en brun, slatten plet midt i en ellers grøn plæne. Du bøjer dig ned, trækker lidt i græsset, og pludselig ruller hele stykket op som et tæppe. Nedenunder vrimler det med små, hvide kryb.
Den første indskydelse er panik. Men før du render efter sprøjten, er der noget, du skal vide: de hvide larver i plænen er ikke nødvendigvis samme dyr, og den tredje slags må du faktisk slet ikke røre.
Det skriver Alt for Haven, som har samlet de tre typer, man typisk støder på.
De to der æder rødderne
Den værste er larven fra gåsebillen og sankthansoldenborren. Den er let at kende: krum som et C, hvid eller cremefarvet krop med et brunt hoved, og cirka 1 til 1,5 centimeter lang.
De voksne biller sværmer i slutningen af maj og juni og lægger æg i græsset. Æggene klækker i slutningen af juli og begyndelsen af august, og så går larverne i gang med rødderne. Resultatet er de bløde, brune pletter, der breder sig i august og september. Ofte hakker fugle samtidig huller i plænen for at komme til de proteinrige larver.
Den anden type er stankelbenslarven, også kaldet læderjakke. Den er benløs, brun eller grå, aflang og leddelt, og den snor sig kraftigt, når du rører den. Den er lidt større, omkring 2 til 3 centimeter. Den æder også græsrødder, men gør som regel mildere skade end gåsebillelarverne.
Den du skal lade være i fred
Og så er der den tredje. Er dyret helt glat og skinnende, slangeagtigt, bronze- eller kobberfarvet, bevæger sig langsomt og har hverken synlige ben eller led, så er det slet ingen larve.
Det er en stålorm. Og den er hverken en orm eller en larve, men et firben uden ben. Stålormen er fredet ved lov, så den må du ikke bekæmpe.
Faktisk gør den gavn i haven. Den æder snegle, snegleæg og insekter, så den er en af dine bedste hjælpere, ikke en fjende.
Vil du til livs de rigtige skadedyr, anbefales nematoder, mikroskopiske rundorme, man blander i vand og vander ud over plænen. Det skal ske i august, når æggene er klækket og larverne er mellemstore, og jorden skal holdes fugtig i to til tre uger efter. Uafhængige forsøg viser dog, at behandlingen typisk kun giver 40 til 50 procents reduktion.