Jesper Bengtson
Mormor blev hentet på stationen, og resten af aftenen fulgte et helt andet tempo.
Gitte Nøhr Alving er 55 år, sygeplejerske, gift og mor til to. Men hver december vender tankerne tilbage til en lille lejlighed og en juleaften, der så helt anderledes ud end den, hendes egne børn kender.
Det begynder på Ballerup Station. Hvert år blev mormor hentet der og fulgt hjem, hvor hun satte sig i den grønne plyssofa ved palisanderbordet med sit høreapparat og en hvidtøl. Hun var mindst lige så spændt som barnebarnet.
Sådan husker Gitte det, fortæller hun til Alt.dk.
Der var smalhals i 1970’erne, og det satte sine spor på julebordet. Kagerne var købekager, for det var billigere end at bage selv. Og juletræet? Det var så lille, at det stod under trappen i entréen. Der var ingen, der dansede rundt om det.
Til gengæld var der mad på bordet. Flæskesteg og and, hvide kartofler, brun sovs og rødkål. Og så de franske kartofler, som man kun fik, når det skulle være lidt fint.
De fleste fik risalamande til dessert. Men det kunne Gitte ikke lide, så hun fik regnbueis i stedet. I isen lå en mandel, og dermed blev hun den heldige vinder af en æske kattetunger.
Morgenen bød på to kalendere. Ulandskalenderen hang fremme, og chokoladekalenderen lå gemt under sengen.
“Det var lidt ekstraordinært at få et stykke chokolade om morgenen,” husker hun.
Gaverne var få og beskedne. Et år ønskede Gitte sig et penalhus, allerhelst et dobbelt som klassekammeraternes. Juleaften lå der et brunt et. Ikke farven, hun havde drømt om, men hun blev alligevel glad.
Og så blev der sunget. Ikke det store repertoire, bare et par sange, før gaverne måtte åbnes.
For Gitte sidder det hele fast som dufte og følelser frem for ting.
“Der var mere nærvær og intensitet dengang. Min barndoms jul var præget af dufte, glæde og følelser,” siger hun til mediet.
