Jesper Bengtson
Et lille skift i, hvor du sætter ilden, gør næsten hele forskellen.
Det starter som en helt almindelig efterårsaften. Du lægger et par stykker brænde i ovnen, propper optændingspinde ind nederst, stryger en tændstik og venter på varmen.
Det er sådan, de fleste af os har gjort hele livet. Og det er netop dér, det går galt.
For tænder du op fra bunden, bliver flammen kølet ned af brændet, der ligger ovenpå. Resultatet er en masse uforbrændte gasser og partikler, der siver ud i stuen og op gennem skorstenen i stedet for at brænde af. Det skriver Bolius, hvor arkitekt og indeklima-ekspert Ole Vedsted-Jakobsen forklarer, hvordan man gør det rigtigt.
Løsningen er næsten for enkel. Vend det hele om, og tænd op fra toppen.
Når ilden sidder øverst, antændes røggasserne fra brændet nedenunder på vej op. Og den lille ændring kan ifølge Bolius reducere partikeludledningen med op til 80 procent sammenlignet med at tænde op nedefra.
Giv ilden masser af luft
Den anden klassiske fejl handler om luften. Mange skruer ned for spjældet, så snart ovnen er varm, i håb om at få brændet til at holde længere.
Men den vigtigste regel er at give forbrændingen rigeligt med ilt. Du må aldrig lukke så meget ned, at du ikke længere kan se tydelige flammer i ovnen. Gør du det, bliver forbrændingen dårlig, og det giver mere sod og mere forurening.
Bor du i et nyere, tæt hus, kan det være nødvendigt at åbne et vindue eller slukke emhætten, mens du tænder op, så ilden har luft nok.
Fugtigt brænde er den sidste fælde
Til sidst er der selve brændet. Fyrer du med træ, der ikke er tørt nok, udvikler det mere røg og forurening, og det soder både ovn og skorsten hurtigere til.
Derfor bør du kun fyre med brænde, der har en fugtprocent på 18 eller lavere. Du kan tjekke det med en fugtighedsmåler, som fås i de fleste byggemarkeder.
Så næste gang du fyrer op: Læg ilden øverst, hold flammerne synlige, og brug kun tørt træ. Så bliver langt mere af røgen, hvor den hører hjemme.
