Når man er sulten, så føles det som en uro, der vokser fra maven og langsomt spreder sig gennem kroppen.
Det er som at have en sten i maven, der kun bliver tungere, mens tankerne kredser om mad, man ikke må få.
Tanken om, at måltidet er langt væk, gør det hele værre. Lugten af kaffe eller lyden af en gaffel mod en tallerken bliver pludselig skarpere, og selv den mindste krumme på bordet virker fristende.
Men vælger man at faste af den ene eller anden grund, så har en undersøgelse offentliggjort i Nature Metabolism belyst, hvordan kroppen faktisk reagerer på længere perioder uden mad og giver indsigt i de processer, der opstår under langvarig faste.
Forskere fra Queen Mary University of London’s Precision Healthcare University Research Institute (PHURI) og Norges Idrettshøgskole har undersøgt de potentielle sundhedsmæssige fordele ved faste med fokus på de underliggende molekylære mekanismer.
Resultaterne danner grundlag for fremtidig forskning, som kan føre til nye terapeutiske behandlinger - især for personer, der kunne have gavn af faste, men som ikke kan deltage i længere forløb med faste eller følge faste-lignende diæter som ketogene planer.
Historisk kontekst og moderne teknikker
Mennesker har gennem tusinder af år tilpasset sig perioder uden mad for at overleve. I dag praktiseres faste af medicinske og kulturelle årsager med mål som forbedret helbred og vægttab. Historisk set er faste også blevet brugt til at håndtere sygdomme som epilepsi og leddegigt.
Under faste skifter kroppen energikilde fra indtagne kalorier til kroppens egne fedtreserver.
Udover denne ændring i energikilde er der dog stadig meget, vi ikke ved om kroppens reaktion på langvarig faste og de sundhedsmæssige konsekvenser - gavnlige som skadelige.
Nye teknikker gør det nu muligt at måle tusindvis af proteiner i blodet og dermed systematisk studere kroppens molekylære tilpasninger til faste i detaljer.
Observationer fra et kontrolleret studie
Forskerne fulgte 12 raske frivillige under en syv-dages vandfaste. Deltagerne blev overvåget dagligt, og niveauet af omkring 3.000 proteiner i deres blod blev registreret før, under og efter fasten.
Som forventet observerede forskerne, at kroppen skiftede energikilde fra glukose til kroppens fedtdepoter inden for de første to til tre dage.
Deltagerne tabte i gennemsnit 5,7 kg, som bestod af både fedt- og muskelmasse. Efter tre dages normal spisning havde de genvundet næsten al muskelmasse, mens fedttabet forblev.
For første gang observerede forskerne markante ændringer i proteinniveauer efter tre dages faste - hvilket indikerede en helkropsrespons på fuld kalorierestriktion. Omkring en tredjedel af de målte proteiner ændrede sig markant under fasten på tværs af kroppens store organer.
Ændringerne var ens for alle deltagere, men forskerne bemærkede også specifikke signaturer relateret til faste, som gik ud over vægttab - blandt andet ændringer i proteiner, der udgør hjernens understøttende strukturer.
Eksperternes indsigt om fastens virkninger
"For første gang kan vi se, hvad der sker på et molekylært niveau i hele kroppen, når vi faster. Faste, når det udføres sikkert, er en effektiv metode til vægttab", sagde Claudia Langenberg, direktør for Queen Mary’s PHURI, ifølge SciTechDaily.
"Populære diæter som intermittent fasting hævder at have sundhedsmæssige fordele udover vægttab. Vores resultater viser, at disse fordele først bliver synlige efter tre dages fuld kalorierestriktion - senere end vi tidligere troede."
Maik Pietzner, sundhedsdataansvarlig ved PHURI og medleder af Computational Medicine Group ved Berlin Institute of Health, har også udtalt sig om undersøgelsen.
"Vores resultater understøtter gammel viden om, hvorfor faste bruges mod visse sygdomme. Selvom faste kan være gavnligt for visse tilstande, er det ikke altid en mulighed for patienter med svækket helbred. Vi håber, at vores forskning kan føre til udvikling af behandlinger, som patienter lettere kan følge," sagde han.
