Østjyllands Politi oplyser i døgnrapporten at der Aarhus søndag aften blev kørt vanvidskørsel.
En 27-årig mandlig bilist blev søndag aften anholdt og sigtet for adskillige færdelsforseelser og for at have forvoldt fare for andres liv og førlighed efter at have kørt med meget høj hastighed rundt i Aarhus midtby.
Den 27-årige kørte blandt andet op over fortov og cykelstier.
En patrulje fattede mistanke til den 27-årige bilist, da han kørte på Viborgvej i Aarhus.
Da betjentene satte blinkene til, satte bilisten farten op og kørte i høj fart ind mod centrum med politiet bag sig.
Den 27-årige kørte undervejs flere gange over for rødt, kørte mod færdselsretningen og op på fortov i indre by, hvor flere fodgængere måtte springe til side for ikke at blive ramt.
Eftersættelsen varede nogle minutter, inden en patrulje på Sønder Allé, lige foran politigården, valgte at påkøre bilisten bevidst for at få standset hans farlige kørsel.
Det viste sig, at den 27-årige var frakendt førerretten og slet ikke måtte køre bil, og da der var mistanke om, at han var påvirket, fik han taget en blodprøve.
Da han var eftersøgt til afsoning af en fængselsstraf på 10 måneder i forbindelse med en tyverisag, blev han kørt direkte til afsoning.
Den bil, han kørte i, blev beslaglagt med henblik på konfiskation på grund af vanvidskørsel.
Bilen tilhører umiddelbart en af hans bekendte.
Østjyllands Politi oplyser i døgnrapporten at de nu er ved at danne et overblik over de mange sigtelser og efterforsker sagen nærmere.
I den forbindelse hører politiet gerne fra borgere, som har måtte undvige for ikke blive ramt af bilisten.
Oplysninger kan gives via tlf. 114.