Danskerne straffer Trump: Så stor betydning har det

06/04/2025 20:23

|

Sebastian Ilsøth

Foto: Gage Skidmore/Wikimedia Commons
Et boykot kan have enorm effekt

Andre læser også

Flere og flere danskere slutter sig til Facebook-gruppen "Boykot varer fra USA", og i takt med den stigende interesse vælger detailkæmpen Salling Group – som står bag Netto, Føtex og Bilka – nu at gøre det nemmere for forbrugerne at vælge europæiske produkter fremfor amerikanske. Men spørgsmålet er, om det overhovedet nytter noget at boykotte varer fra USA.

Er det en symbolsk protest eller en reel indflydelse?

Jens Ladefoged, lektor i international politik ved Københavns Universitet, påpeger, at Danmarks økonomiske vægt i det store billede er begrænset – vi udgør nemlig kun mellem én og to procent af det samlede europæiske marked.

"Vi har en solid økonomi, men vi er stadig en lille brik i det store spil. Vores samlede påvirkning er minimal," siger han til B.T.

Det betyder dog ikke, at boykotter er helt uden betydning. Ladefoged fremhæver flere historiske eksempler, hvor forbrugernes valg har haft stor effekt.

"I 1980'erne bidrog boykotten af sydafrikanske produkter til at lægge pres på apartheidstyret. Og i 1800-tallet medvirkede afvisningen af sukker produceret af slaver til en gradvis afskaffelse af slaveriet," forklarer han.

USA’s egen erfaring med boykot

Det er næsten ironisk, at USA selv blev født ud af en boykot. Under The Boston Tea Party nægtede amerikanerne at købe britisk te, hvilket blev et vendepunkt i kampen for uafhængighed fra Storbritannien.

I nyere tid har boykotter dog primært ramt specifikke virksomheder, hvor forbrugernes fravalg har haft direkte konsekvenser.

Vil en boykot af USA have en effekt i dag?

Ladefoged mener, at den nuværende boykot potentielt kan få betydning – særligt fordi det ikke kun er en dansk bevægelse, men noget, der breder sig på tværs af landegrænser.

"Når vi ser, at det spreder sig fra Canada til Europa og Storbritannien, er der bestemt mulighed for, at det kan få gennemslagskraft," siger han.

Alligevel er det stadig uvist, om det vil ændre på handelsforholdene mellem USA og Europa i det lange løb.