Senest.dk
Forside Sundhed Historisk gennembrud for diabetikere: Sådan bliver livet lettere for tusindvis...

Historisk gennembrud for diabetikere: Sådan bliver livet lettere for tusindvis af danskere

blodprøve
Shutterstock

En længe ventet reform skal løfte behandlingen i hele landet.

Lige nu læser andre

Regeringen og de politiske partier bag sundhedsreformen har netop præsenteret en ny aftale om kronikerpakker, der for første gang giver patienterne rettigheder til de mange danskere, der lever med kroniske sygdomme som fx type 2-diabetes.

“Dette er et historisk gennembrud i en sag, vi har kæmpet for i lang tid. Kronikerpakkerne og de nye rettigheder vil give en markant og tiltrængt forbedring af diabetesbehandlingen i Danmark,” udtaler Claus Richter, administrerende direktør i Diabetesforeningen, og fortsætter:

“Sammenhængen på tværs af sundhedsvæsnet er afgørende for effektiv behandling, hvis vi skal kunne forebygge de alvorlige følgesygdomme, som diabetes kan medføre. Denne aftale sikrer netop det. Det er en klog og vigtig investering i bedre liv med kronisk sygdom og fremtidens sundhedsvæsen.”

Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra Diabetesforeningen.

Fra 2028 vil nydiagnosticerede personer med type 2-diabetes få ret til en personlig behandlingsplan senest 30 dage efter deres diagnose. Derudover skal de have adgang til et relevant forebyggelsestilbud – som kostvejledning, motion og hjælp til at forstå deres sygdom – senest 21 dage efter, at lægen har henvist dem.

Læs også

“Der er grund til at takke regeringen og de partier, der står bag sundhedsreformen. Det er meget positivt, at man nu anerkender, at diabetes som sygdom skal tages langt mere alvorligt. Alt for mange har i årevis stået alene med sygdommen – uden overblik, støtte og sammenhæng. De nye rettigheder ændrer på det,” siger Claus Richter.

Systematisk indsats
I dag oplever mange mennesker med type 2-diabetes, at de aldrig får tilbudt patientuddannelse. Mange kæmper med at finde vej og koordinere mellem egen læge, fodterapeut, øjenlæge, nyrelæge, hjertelæge og kommune.

Fremover skal der gives en behandlingsplan, der sikrer et samlet overblik og en systematisk indsats fra starten. Behandlingsplanen skal udarbejdes i samarbejde med patienten.

“Patientuddannelse er afgørende for, at man kan forstå og håndtere sin sygdom i hverdagen. En personlig behandlingsplan giver overblik, tryghed og mulighed for at tage kontrol over eget liv,” siger Claus Richter.

Første skridt – men ikke det sidste
Initiativet træder i kraft fra 2028. Det betyder, at alle nydiagnosticerede med type 2-diabetes vil modtage en kronikerpakke sammen med deres diagnose.

Læs også

Personer, der allerede lever med type 2-diabetes, vil også få tilbudt kronikerpakker, når de kommer til kontrol hos deres læge. Diabetesforeningen hilser denne udvikling velkommen.

“Vi vil arbejde for, at alle med type 2-diabetes, også dem der aldrig har fået patientuddannelse, får adgang til en personlig plan og de nødvendige tilbud. For det er aldrig for sent at få den behandling, der kan forbedre livet med diabetes,” afslutter Claus Richter.

Fakta om diabetes:

  • Cirka 345.000 danskere lever med type 2-diabetes, svarende til ca. 7 % af befolkningen.
  • Omkring 100.000 danskere vurderes at have sygdommen uden at vide det.
  • Op mod en halv million mennesker har forstadier til type 2-diabetes (prædiabetes).
Ads by MGDK