Lever vi i en simulation? Forskere mener at have fundet svaret

I årtier har både fysikere og filosoffer overvejet, om vores tilværelse i virkeligheden blot kunne være en avanceret simulation.

Men ny forskning fra University of British Columbia Okanagan hævder nu at have tilbagevist idéen – og ovenikøbet ved hjælp af matematik.

Ud over Matrix‑tankegangen
Dr. Mir Faizal, adjungeret professor ved Irving K. Barber Faculty of Science på UBC Okanagan, har sammen med de internationale forskere Dr. Lawrence M. Krauss, Dr. Arshid Shabir og Dr. Francesco Marino undersøgt den såkaldte simulationshypotese.

I deres studie, der er offentliggjort i Journal of Holography Applications in Physics, konkluderer de, at selve virkelighedens struktur ikke kan genskabes af nogen form for beregningsproces.

Forskerne mener, at deres arbejde ikke blot udfordrer forestillingen om et “Matrix-lignende” univers – men faktisk viser, at virkeligheden opererer på et plan, som ingen algoritme kan indfange.

”Nogle har foreslået, at universet er en simulation,” udtaler Dr. Faizal. ”Hvis det var tilfældet, burde en simulation også kunne skabe andre simulationer. Vores forskning viser, at denne idé både kan undersøges og modbevises.”

Et niveau dybere end rum og tid
Fysikkens udvikling har gradvist bevæget sig væk fra et rent mekanisk verdenssyn. Fra Newton til Einstein og kvantefysikken har hver epoke afsløret endnu dybere lag af virkeligheden.

Næste skridt – kvantegravitation – peger på, at rum og tid ikke er grundlæggende størrelser, men snarere opstår ud fra et mere primært fundament: information.

Denne information antages at eksistere i et slags platonsk domæne – et abstrakt plan, der ligger til grund for alle fysiske fænomener. Ifølge forskerne udspringer selv rum og tid herfra.

Faizals forskning understreger dog, at dette informationsniveau ikke kan beskrives fuldstændigt gennem beregning alene.

Med henvisning til Gödels ufuldstændighedssætning argumenterer holdet for, at virkeligheden indeholder sandheder, som ligger uden for ethvert algoritmisk system.

Ud over computernes rækkevidde
Computere fungerer ved at følge faste regler. Men Gödels sætning viser, at der findes sandheder, som ikke kan bevises inden for et givent regelsæt – de såkaldte ”gödeliske sandheder”.

”Vi har demonstreret, at man ikke kan formulere en komplet beregningsmæssig teori om kvantegravitation, der dækker alle aspekter af virkeligheden,” siger Dr. Faizal.

Han forklarer videre: ”Ingen fuldstændig og konsistent teori om alting kan udspringe udelukkende af beregning. Der skal en form for ikke-algoritmisk forståelse til.”

Denne forståelse ligger uden for både logiske systemer og trinvis ræsonnering – og dermed også uden for, hvad en simulation kan indfange.

Et univers, der ikke kan kodes
Kunne det platonske informationsniveau selv være en form for beregning – og dermed kunne simuleres? Ifølge forskerne er svaret et klart nej.

Baseret på sætningerne om ufuldstændighed og udefinerbarhed konkluderer de, at virkeligheden ikke kan reduceres til algoritmer.

”Virkeligheden kræver en ikke‑algoritmisk forståelse, og derfor kan den ikke simuleres,” siger Dr. Faizal. ”Universet kan simpelthen ikke være en simulation.”

Dr. Krauss uddyber, at dette også ændrer vores forståelse af fysikken: ”De fundamentale naturlove skaber rum og tid – de eksisterer ikke inden i dem. Derfor kan en fuldt ud beregningsmæssig ’teori om alting’ ikke lade sig gøre. Vi må tænke dybere.”

Et punktum i en gammel diskussion
Simuleringshypotesen har længe været anset for at være umulig at teste – mere filosofi end videnskab.

Men Faizal og hans kolleger mener, at deres matematiske analyser trækker debatten ind i fysikkens domæne.

”Enhver simulation er algoritmisk og følger faste regler,” siger Dr. Faizal. ”Men universet udspringer af noget, der ikke er algoritmisk. Det har derfor aldrig kunnet være en simulation.”

Deres konklusion lægger op til en afslutning på en af moderne videnskabs mest fascinerende diskussioner: Hvis universet er en kode, er det en kode, som ingen computer nogensinde kan skrive.