Jesper Bengtson
De står side om side før julemiddagen, og valget betyder mere, end de fleste tror.
Du står foran køledisken med én opgave: at finde anden til festmiddagen. To stykker ligger side om side. De ligner hinanden. Men de er langtfra ens.
Den ene er en pekingand. Det er den, de fleste danskere ender med i kurven, for den er den mest almindelige herhjemme og den klassiske gæst på bordet til Mortensaften og jul.
En typisk dansk frossen pekingand vejer omkring 3.000 gram. Den er fyldig, og kødet er mørkt og fedt. Det er den smag, mange forbinder med en rigtig andesteg.
Men her kommer det, mange overser.
En hel and taber mellem 30 og 50 procent af sin vægt, mens den tør op og steger. Det, der så solidt ud i posen, skrumper altså markant, når det rammer fadet. Derfor lyder rådet fra Arla, at man til fire personer bør vælge en and på mindst 3.400 gram. Vælger man en mindre, er der ikke nok kød tilbage til fire, når vægttabet er trukket fra.
Ved siden af ligger så den anden: berberianden.
Den er mindre end de danske pekingænder og har et lavere fedtindhold. Den opdrættes typisk i udlandet, især i Frankrig, og det er sjældent en dansk fugl, du får fat i her.
Til gengæld er kødet mørt og nemt at stege, især på bryststykket. Det er stadig mørkt, men magrere end pekingandens.
Så valget i køledisken er i virkeligheden et valg mellem to forskellige middage. Den fede, danske pekingand med den klassiske smag, eller den slankere, franske berberiand med det møre bryst.
Uanset hvad du vælger, er der ét råd, der gælder begge: Læg anden i køleskabet til optøning over to dage, inden den skal steges. Så bliver kødet saftigt, og du undgår de ærgerlige overraskelser, når gæsterne sidder klar.
