Mortensaften nærmer sig: Derfor spiser vi and den 10. november

Om få uger dækker danskerne op til mortensaften. For mange står den på sprød and med brune kartofler og rødkål, og de færreste tænker over, hvorfor netop den ret er blevet aftenens hovedperson.

Men bag traditionen gemmer sig en historie om en mand, der helst ville være i fred, og om nogle gæs, der ikke kunne holde deres mund.

Ifølge opslagsværket lex.dk har mortensaften navn efter Martin af Tours, en biskop i den midtfranske by Tours tilbage i 300-tallet. Herhjemme kender vi ham bedre som Sankt Morten eller Morten Bisp, og han blev især husket for sin store godhed.

Problemet var bare, at Morten slet ikke selv havde lyst til at være biskop.

Da folket ville udpege ham til embedet, forsøgte han at skjule sig i en gåsesti. Men gæssene afslørede ham med deres skræppen, og dermed kunne han ikke slippe uden om jobbet.

Og gæssene skulle få deres straf. Ifølge legenden bestemte Morten, at netop de dyr årligt skulle lade livet.

Den fortælling blev første gang trykt på dansk i 1616. Men koblingen mellem gåsen og festen er ældre endnu: Allerede i 1500-tallet findes der skriftlig dokumentation for, at gåsespisningen var knyttet til fejringen, og i Tyskland går sporene helt tilbage til 1100-tallet.

Der var også en praktisk grund til, at det blev gås. Slagtningen af gæs foregik traditionelt i november, så fuglen var frisk og klar netop på denne tid af året.

At festen holdes om aftenen den 10. november, dagen før selve mortensdag den 11., skyldes en gammel skik. I de nordiske bondesamfund begyndte det nye døgn klokken 18, når solen gik ned. Det er samme logik, der giver os juleaften og sankthansaften.

I dag ser menuen bare lidt anderledes ud. I takt med at familierne blev mindre, blev gåsen mange steder skiftet ud med en and, og flere og flere sætter sig i stedet til bords med en kylling.

Mortensaften falder tirsdag den 10. november.