Jesper Bengtson
Du har set dem tusind gange på sten og træstammer, men det ene er ikke engang en almindelig plante.
Du kender dem begge. Den grønne, bløde pude på skovbunden. Den grågrønne skorpe på gamle sten og murværk. De sidder ofte lige ved siden af hinanden, og de fleste af os putter dem i samme kasse.
Men biologisk set er mos og lav så forskellige, som to levende ting næsten kan være. Det skriver 99arter.dk, Miljøstyrelsens store artsprojekt.
Lad os starte med mosset.
Mosserne er en ældgammel gruppe af planter. De har været her i millioner af år, og i al den tid har de ført et stille, kemisk kapløb mod alt det, der gerne ville æde dem.
Og det kapløb har de vundet. Mosset har udviklet et kemisk forsvar så effektivt, at der nærmest ikke er nogen dyr, der spiser det i dag. Derfor kan en grøn mospude ligge urørt, hvor alt andet grønt for længst ville være gnavet væk.
Plænekransemos er en af de mosarter, du oftest møder herhjemme, for den er blandt de hyppigste i danske græsplæner.
Men så er der laven. Og her bliver det mærkeligt.
For en lav er slet ikke én organisme. Den er to.
En lav er en symbiose mellem en svamp og en alge, der lever sammen som ét væsen. To helt forskellige livsformer, der er smeltet sammen til den skorpe, du ser på stenen.
Almindelig væggelav kan vokse på næsten alt, fra sten til murværk og gamle træstammer. Men den er samtidig sart: laven er meget følsom over for kvælstof, og derfor bruger man den som indikator for kvælstofforurening.
