Jesper Bengtson
Samme lille dyr udløser ren rædsel hos nogle og et skuldertræk hos andre.
En edderkop lister hen over væggen. For nogle er det bare en edderkop. For andre snører halsen sig sammen, pulsen ræser, og benene vil bare væk.
Hvorfor reagerer vi så vidt forskelligt på det samme lille dyr?
Spørgsmålet har optaget forskere længe, og edderkopper skiller sig faktisk ud. Da psykologistuderende i et forsøg fik vist billeder af edderkopper og andre småkryb, blev netop edderkopperne vurderet markant højere på både frygt, farlighed og ulækkerhed. Det skriver Radboud Universitys videnskabsblog Donders Wonders, der har samlet forklaringerne.
En del af svaret er indlæring. En skræmmende oplevelse kan koble frygt til edderkopper, og bagefter holdes frygten ved lige, hver gang man undgår dem. Jo mere man flygter, jo stærkere sidder reaktionen fast.
Men vi fødes ikke med frygten. Børn kan lære den bare ved at se en bange forælder fare sammen. Og ifølge den såkaldte beredskabshypotese er mennesker særligt disponeret for hurtigt at lære at frygte dyr, der historisk kunne være farlige. Den slags frygt er sværere at slippe igen end andre.
Hjernens alarmcentral
Inderst inde sidder en del af hjernen på størrelse med en mandel. Den kaldes hjernens frygtcenter, og hos nogle reagerer den kraftigt ved synet af en edderkop. Jo oftere alarmen går, jo mindre skal der til, før den udløses næste gang.
Oven i det kommer kulturen. Edderkopper optræder som uhyrer i film og fortællinger, fra Shelob i Ringenes Herre til Aragog i Harry Potter, og det er med til at cementere edderkoppen som et fast symbol på uhygge.
Den gode nyhed er, at frygten kan trænes væk. Behandlingen hedder eksponering, hvor man gradvist nærmer sig det, man er bange for. Pointen er at lykkes med det undervejs. Næste gang en edderkop dukker op, kan man selv fjerne den i stedet for at råbe på hjælp. På den måde lærer hjernen, at frygten er til at håndtere.
