Traditionen er langt ældre og langt mere alvorlig, end de fleste tror.
Forestil dig en kold aften for mere end 2.000 år siden. Høsten er i hus, dyrene er drevet hjem fra markerne, og vinteren banker på. Hos de keltiske folk markerede netop denne overgang årets vigtigste skæringspunkt.
Festen hed Samhain, og den var en slags nytår. Men det var ikke kun årstiderne, der skiftede.
Folk troede, at grænsen mellem de levende og de døde blev tynd netop denne nat. Så tynd, at ånder og afdøde kunne vandre frit omkring blandt de levende. Det skriver National Geographic.
Og det var her, udklædningen kom ind i billedet.
For hvis de døde var ude at gå, risikerede man at blive genkendt af dem. Derfor smurte folk sod i ansigtet, trak dyreskind over hovedet og bar masker og slør. Ideen var enkel: Hvis ånderne ikke kunne se, hvem du var, lod de dig være i fred.
Unge mænd klædte sig ud som selve de døde og gik rundt og krævede mad. Det lyder bekendt, og med god grund. Mange ser skikken som en tidlig forløber for nutidens slik eller ballade.
Der blev tændt store bål, og familierne stillede mad frem for at formilde de afdøde. Nogle dækkede endda op med en ekstra plads ved bordet til dem, der var gået bort.
De første lygter blev heller ikke skåret af græskar. Kelterne hulede i stedet majroer og andre rodfrugter ud og satte lys i dem. Først da irske udvandrere kom til Nordamerika, overtog det store, bløde græskar rollen.
Selve navnet Halloween kom til langt senere. I 700-tallet gjorde pave Gregor 3. den 1. november til allehelgensdag, på engelsk All Hallows’ Day. Aftenen før blev til All Hallows’ Eve, og det blev med tiden trukket sammen til ordet, vi bruger i dag. Mange blander stadig Halloween og allehelgen sammen.
Næste gang børnene banker på med maske for ansigtet, er de altså en del af en skik, der går over to årtusinder tilbage. Dengang var sminken ikke for sjov. Den var for at narre de døde.