En enkelt banan kan slå næsten alle de gavnlige plantestoffer ihjel, når du blender den med bær.
Det viser en undersøgelse fra University of California, Davis, hvor forskerne målte, hvor meget flavanoler kroppen optog efter en morgen-smoothie. Deltagerne, der drak en smoothie med banan, optog 84 procent færre flavanoler end kontrolgruppen.
Flavanoler er en gruppe plantestoffer, som findes i blandt andet bær, druer, æbler og kakao. Stofferne knyttes i forskningen til bedre hjerte- og hjernesundhed, og det anbefalede daglige indtag ligger ifølge UC Davis Health på mellem 400 og 600 milligram.
Et enzym fra bananen står bag
Forklaringen ligger i et enzym med navnet polyfenoloxidase, ofte forkortet PPO. Det er det samme enzym, der får et æble eller en banan til at brune, når frugten skæres over og udsættes for luft.
Bananer indeholder usædvanligt høje niveauer af PPO. Når enzymet møder flavanolerne fra bærrene i blenderen, nedbryder det dem på få sekunder, før kroppen overhovedet har en chance for at optage dem.
“Vi var virkelig overraskede over at se, hvor hurtigt en enkelt banan reducerede niveauet af flavanoler i smoothien og dermed mængden, kroppen kunne optage”, siger Javier Ottaviani, der er adjungeret forsker ved UC Davis’ afdeling for ernæring og leder Mars Edge Core Laboratory.
Sådan blev studiet udført
Forskerne lavede en kontrolleret crossover-undersøgelse, som blev publiceret i tidsskriftet Food & Function i 2023.
I første del fik otte raske mænd tre forskellige drikke at indtage: en banansmoothie med høj PPO-aktivitet, en bærsmoothie med lav PPO-aktivitet og en kapsel med rene flavanoler som kontrol. Bagefter målte forskerne flavanolniveauerne i blod og urin. Anden del af studiet inddrog yderligere elleve deltagere.
Bærsmoothien gav nogenlunde samme optag som den rene kapsel. Banansmoothien lå derimod 84 procent under.
Hvad du kan blende uden problemer
Hvis du vil have det fulde udbytte af dine bær, anbefaler forskerne at kombinere dem med ingredienser, der har lavt PPO-indhold. Det gælder blandt andet ananas, appelsiner, mango og yoghurt.
Bananen er ikke usund i sig selv, den passer bare dårligt sammen med flavanolrige ingredienser. Det samme gælder rødbedeblade, der også er rige på PPO.
Vil du gerne have både banan og bær om morgenen, kan løsningen være at spise bananen ved siden af smoothien. Så når enzymet ikke at reagere med flavanolerne, før de er kommet ned i maven.