Hvorfor vågner vi nogle gange udhvilede efter 6 timers søvn, og nogle gange ødelagte efter 9?

Du kender følelsen. En nat sover du kun seks timer, men vågner frisk og klar, som om du kunne flytte bjerge.

En anden nat lægger du dig tidligt, får dine ni timer i seng og vågner alligevel helt slået ud. Tung i hovedet, øm i kroppen, som om du slet ikke har sovet.

Det virker fuldstændig bagvendt. Og langt de fleste af os har aldrig forstået hvorfor.

Forklaringen er, at antallet af timer slet ikke er det, der afgør, hvor udhvilet du er.

Det, der virkelig betyder noget, er søvnens kvalitet og struktur. En person, der sover seks timer roligt og uforstyrret, kan vågne langt friskere end en, der har ligget ni timer i sengen, men vendt og drejet sig og vågnet igen og igen i løbet af natten.

Søvnen kører nemlig i cyklusser, hvor vi veksler mellem let og dyb søvn. Rammer vækkeuret dig lige midt i en dyb fase, føles det næsten umuligt at komme op, uanset hvor længe du har sovet.

Den tunge, omtågede fornemmelse lige efter opvågning har endda sit eget navn: søvninerti. Det er en kort periode, hvor hjernen stadig er i gang med at skifte gear, og du føler dig sløv og ude af stand til at tænke klart.

Også vores indre ur spiller ind. Kroppen følger en døgnrytme, der styrer, hvornår vi føler os vågne, og hvornår vi bliver søvnige. Når du pludselig forlænger søvnen med flere timer, end du plejer, kan hele den rytme komme ud af takt. Derfor kan en lang morgensøvn i weekenden paradoksalt nok efterlade dig mere træt.

Selv drømmene ser ud til at betyde noget. Folk, der har haft intense og følelsesladede drømme, oplever ofte, at de har sovet dybt, mens de, hvis drømme var flagrende og brudstykkeagtige, vågner med en følelse af kun at have sovet overfladisk.

Så næste gang du vågner øm efter en lang nat, ligger forklaringen altså ikke på dit vækkeur. Den ligger i, hvad der skete, mens du sov.