For 40 år siden var de en fast del af mange danske hjem: Flere er solgt til over 10.000 kroner

31/07/2025 14:45

|

Sebastian Ilsøth

Genrefoto: Tradera
Der var engang...

Andre læser også

Commodores legendariske Amiga-computer var en teknologisk milepæl, der satte nye standarder for grafik, lyd og spil i 80'erne og 90'erne.

I mange danske og internationale hjem stod Amiga-computeren som en fast bestanddel i utallige værelser.

I dag, 40 år efter dens lancering, er den på vej tilbage. Det er tydeligt at se på genbrugsplatformen Tradera, hvor salget af Amiga-computere er eksploderet de sidste to år.

Dette fremgår af en pressemeddelelse fra Tradera, som Senest har modtaget.

“Amiga har både en loyal og hastigt voksende fanbase. Samtidig er Amiga et godt eksempel på en større trend, hvor retroteknologi – og især vintage-computere – er blevet en populær hobby blandt både samlere og entusiaster,” udtaler Daniel Vandborg, der er country manager hos Tradera.

Salget af Amiga-computere fra Commodore er steget med 59 procent de seneste to år på Tradera.

Samtidig er gennemsnitsprisen på en Amiga-auktionsvare steget med over 25 procent, og den retrofødte computer sælges nu for gennemsnitligt 500 kroner.

“Der er tydeligvis en bevægelse væk fra den konstant tilsluttede og usynlige digitale verden. Mange længes efter teknologi, de kan interagere med og forstå. Teknologi, som kan være et analogt anker i en verden, der er fyldt med digital støj. Amiga og andre retrocomputere er en del af den samme trend, der også har drevet interessen for trykknaptelefoner, digitalkameraer og CD’er,” forklarer Daniel Vandborg.

Retrocomputere er i vinden
Generelt er salget af retrocomputere steget med 57 procent på Tradera over de sidste to år, samtidig med at antallet af annoncer er blevet fordoblet.

De mest eftertragtede modeller er klassikere som Commodore 64, Amiga og Atari – ofte med tilbehør som joysticks, disketter og de originale æsker.

Så det kan være en god idé at tage et kig i gemmerne for at finde retroteknologi og Amiga-computere. De mest populære klassikere kan nemlig opnå høje priser:

  • Commodore Amiga 4000/040 blev solgt for 15.558 kroner.

  • Commodore C64 GS Games System gik for 13.479 kroner.

  • Commodore SX-64, den bærbare version af Commodore 64, landede på 5.374 kroner.