Senest.dk Redaktion
Nye beregninger peger på en kosmisk katastrofe, der ramte både Jorden og Månen.
De fleste har en klar aften kigget op på fuldmånen og set den hullede overflade, der er oversået med kratere. De ar er ikke pynt. De er et ældgammelt arkiv over de gange, hvor himlen bogstaveligt talt faldt ned, og en ny undersøgelse peger på en af de mest voldsomme perioder af dem alle.
En gruppe forskere fra det amerikanske Southwest Research Institute mener nu at kunne udpege den udløsende begivenhed: et enkelt, katastrofalt sammenstød ude i asteroidebæltet mellem Mars og Jupiter for cirka 800 millioner år siden. Da en primitiv, kulrig asteroide blev knust mod et andet objekt, blev der slynget enorme mængder splinter mod Jorden, Månen og Mars, oplyser instituttet.
Og bombardementet stoppede ikke lige med det samme. Det trak ud i op mod 150 millioner år.
Månen gemmer på et ældgammelt arkiv
Grunden til, at vi overhovedet kan rekonstruere noget så fjernt, er Månen selv. På Jorden bliver spor efter nedslag hurtigt visket ud af vulkaner, pladetektonik og forvitring, mens Månen hverken har flydende vand, en tyk atmosfære eller kontinenter, der forskyder sig.
“Beviser bevaret på Månens uforanderlige overflade kan bruges til at udlede, hvad der skete på Jorden og Mars i oldtiden,” forklarer forskeren William Bottke, der har ledet studiet.
At der overhovedet skete noget dramatisk for omkring 800 millioner år siden, er ikke nyt. En japansk-ledet undersøgelse fra 2020 gennemgik 59 måne-kratere med en diameter på over 20 kilometer og fandt, at otte af dem blev dannet stort set samtidig, viste analysen i tidsskriftet Nature Communications. Den samme forskning anslog, at der ramte 30 til 60 gange så meget masse ned i Jord-Måne-systemet, som da asteroiden bag dinosaurernes undergang slog ned.
En flugtrute skabt af Jupiter
Det nye bidrag fra Bottkes hold er at forklare hvordan. Ifølge deres modeller brød asteroiden op lige på kanten af en særlig zone kaldet 3:1-resonansen, hvor et objekt når at kredse tre gange om Solen, hver gang Jupiter når rundt én gang.
Den zone fungerer som en slags gravitationel flugtrute ud af asteroidebæltet. Jupiters gentagne træk skubber gradvist objekter over i langstrakte baner, der krydser planeternes ruter. Omtrent halvdelen af splinterne røg ind i resonansen næsten med det samme.
De resterende blev langsomt puffet derhen af den såkaldte Yarkovsky-effekt, en svag kraft, der opstår, når en asteroide opvarmes af Solen og siden udstråler varmen ujævnt. Over de følgende 100 til 150 millioner år drev yderligere en fjerdedel af splinterne ind i flugtruten og videre mod de indre planeter.
Tyve gange så mange ramte Jorden
Selvom Månens kratere er de synlige beviser, var det Jorden, der fik de fleste tæsk. Vores planet er større og har kraftigere tyngdekraft, og derfor virkede den som en langt større magnet for de flyvende sten. For hver stor sten, der ramte Månen, styrtede der ifølge forskerne omkring tyve tilsvarende eller større ned på Jorden.
Næsten alle de nedslag er for længst forsvundet fra Jordens overflade. Men tidspunktet er tankevækkende, for det falder sammen med en periode med udbredt global nedkøling og store forandringer i det tidlige liv.
“Da toppen af dette bombardement falder sammen med en periode med udbredt nedkøling og store skift i vores biosfære, er det fristende at antyde, at det første fremkaldte det andet,” siger Bottke.
Han understreger dog, at studiet ikke beviser en sammenhæng. Det er en påfaldende tidsmæssig overlapning, ikke en dom. Men tanken er svimlende: at en enkelt kollision langt ude i rummet kan have bombarderet tre planeter på én gang, formet klimaet og måske puffet til selve livets udvikling. Og vi er her stadig.
