3D-billeder afslører utroligt fund i Titanic-vraget

01/04/2024 12:05

|

Nicolai Busekist

Foto: Shutterstock.com
En ubåd med 3D-kamera har gennemsøgt Titanic-vraget og taget hele 715.000 billeder. Resultatet er en banebrydende 3D-model med en enorm detaljegrad, som viste, at skroget gemte på en utrolig skat.

Mest læste i dag

Selskabet Magellan Ltd. har taget ikke færre end 715.000 billeder af RMS Titanics enorme vrag. Men særligt ét billede har fået specialisterne bag billederne til at spærre øjnene op.

Mellem stykker af møbler, vredne metalstykker og andet vraggods på havbunden ses konturen af en stor hajtand med en indfatning af glimtende guld. Tanden stammer muligvis fra en megalodon, som er en gigantisk forhistorisk haj, der uddøde for 3,6 millioner år siden. Det mener folkene bag projektet i hvert fald, ifølge Historienet.

At smykket overhovedet er identificeret, skyldes de ekstraordinære detaljer i billederne. Ubåden har brugt 200 timer på at fotografere Titanic-vraget i høj opløsning og fra alle tænkelige vinkler. Billederne er siden blevet sat sammen til en 3D-konstruktion, der viser vraget i al sin fulde udstrækning.

"Titanic er i to dele, og der er et otte km2 stort område med vraggods mellem bov og agter. Det har vi nu kortlagt i detaljer," fortæller Richard Parkinson, chef for Magellan.

Næste projekt for Magellan er derfor at undersøge de gamle billeder af luksuslinerens passagerer i håbet om at identificere ejeren af det unikke smykke.

Den flotte 3D-model kan ikke kun bruges til at studere Titanics indre for specielle genstande. Den kan også hjælpe historikere med at lære mere om det, der førte til skibets ulykkelige forlis i 1912.

"Vi har fået faktiske data, som ingeniører kan bruge til at undersøge den sande mekanik bag bruddet og forliset, og dermed komme endnu tættere på den sande historie om Titanic-katastrofen," fortæller Titanic-ekspert Parks Stephenson.