89-årige Leiv har kørt bus hele sit liv: De sidste 15 år har han kørt uden passagerer, og det ærgrer ham

09/07/2024 06:05

|

Sebastian Ilsøth

89-årige Leiv er træt af, at han ikke kan fylde bussen op med passagerer længere.

Mest læste i dag

89-årige Leiv P. Larsen, bedre kendt som Leifen, har arbejdet som buschauffør for Tide Bus i Bømlo, en ø-kommune i det sydlige Norge, siden han var i slutningen af 20'erne.

En stor del af Leifens liv har været bag rattet i en bus. De sidste 15 år har han dog kørt uden passagerer, hvilket ærgrer ham. Dette har han fortalt til norske NRK.

Grunden til, at Leifen ikke længere kører med passagerer, er, at de norske myndigheder vurderer, at han, på trods af sin enorme erfaring, ikke længere kan køre en bus sikkert nok til at have passagerer ombord.

Selvom Leifen ikke har været involveret i et eneste uheld i sin 60 år lange karriere, blev han for 15 år siden frataget retten til at køre med passagerer. Den øvre aldersgrænse for passagerbefordring i Norge er nemlig 75 år.

Leifen og hans arbejdsgiver mener dog, at han stadig kan håndtere bussen uden problemer. Derfor kører Leifen stadig dagligt bus, men uden passagerer.

Han transporterer Tide Bus' busser til og fra værkstedet, vaskehallen og andre steder, hvor der ikke skal være passagerer med. Leifen er glad for fortsat at kunne køre bus, men savner passagererne.

"Jeg savner at have folk med mig. Jeg er udadvendt, derfor er jeg buschauffør. Så jeg synes, det er lidt dumt," har han udtalt.

Mangel på chauffører

Tidligere var den øvre aldersgrænse for buskørsel med passagerer i Norge 70 år, men på grund af mangel på buschauffører og ældre chaufførers ønske om at fortsætte, blev grænsen hævet til 75 år.

Leifen og flere andre ældre buschauffører mener, at grænsen bør hæves yderligere. Ifølge NRK er hver fjerde buschauffør i Norge over 60 år og på vej mod pension, mens der ikke kommer nok unge chauffører til at erstatte de ældre.

"Mange er kede af det, når de skal parkere bussen i en alder af 75 år, især dem, der er vant til at køre turbusser. Jeg har fået mange telefonopkald fra ældre buschauffører, der trives i servicefaget," har Jofri Lunde, erhvervspolitisk chef i NHO Transport, forklaret.

Trafikministeriet i Norge står dog fast; aldersgrænsen vil ikke blive hævet yderligere.

I et skriftligt svar har ministeriet med henvisning til flere undersøgelser fra offentlige styrelser og myndigheder slået fast, at risikoen for ulykker i trafikken stiger markant, når man passerer 75 år, og derfor er det ikke forsvarligt at lade ældre chauffører køre med passagerer.

"Der er forskellige årsager til den øgede risiko, men aldring reducerer visse færdigheder, såsom koncentration, observation og bearbejdning af informationer, som er nødvendige i trafikken," lyder det blandt andet i det skriftlige svar.

I Norge må buschauffører over 75 år gerne føre tomme busser, som Leifen har gjort i snart 15 år. I Danmark findes der ingen øvre aldersgrænse for buschauffører, der befordrer passagerer.