Hvor meget rækkevidde mister en elbil, når den holder i motorvejskø? Svaret overrasker mange

01/09/2024 18:58

|

Sebastian Ilsøth

Foto: Shutterstock
Svaret vil nok komme bag på de fleste.

Mest læste i dag

Salget af elbiler stiger kraftigt, men det betyder ikke, at det er helt problemfrit at få folk til at skifte til elbiler.

Tværtimod er der mange bekymringer omkring elbiler, hvor "rækkeviddeangst" er et udtryk, som de fleste nu kender.

En af de store bekymringer har været, hvordan elbiler vil klare sig, hvis man sidder fast i trafikken.

Denne frygt blev forstærket i vinters, da mange danske bilister sad fast på E45 under en snestorm.

Den tyske bilistforening ADAC, som svarer til FDM i Danmark, besluttede at undersøge problemet under en hedebølge.

Testen var enkel: En Tesla Model Y, Danmarks mest solgte bil, blev sat til at stå stille i otte timer i intens varme med aircondition tændt.

Bilen blev udsat for en simuleret hedebølge, hvor temperaturen i rummet nåede 35 grader, og forruden blev opvarmet til hele 60 grader.

Formålet var at vurdere, hvor meget energi bilen bruger på at holde kabinen kølig under en simuleret trafikprop på otte timer.

Resultaterne viste, at Teslaen brugte mellem 1,3 og 1,5 kWh pr. time for at holde kabinen behageligt kølig ved 20 grader.

Samlet set blev der brugt 12 kWh over de otte timer, hvilket resulterede i et rækkeviddetab på 64 kilometer.

Det svarer til et tab på 8 kilometer i rækkevidde pr. time.

Det skal dog bemærkes, at elbiler generelt har det sværere i kolde temperaturer, og man skal derfor forvente et større rækkeviddetab i køer under kolde forhold.

Bedre end benzin- og dieselbiler

Dino Silvestro, chef for køretøjstests hos ADAC, bemærkede, at "elbilister i en motorvejskø med høje temperaturer og tændt aircondition ikke behøver frygte for at løbe tør for strøm."

Sammenlignet med benzin- eller dieselbiler, som typisk ville bruge mellem én og halvanden liter brændstof pr. time under samme forhold, er forskellen markant.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Den testede bil var en Tesla Model Y. Foto: Wikimedia Commons

Benzin- og dieselbiler kræver mellem 10 og 15 kWh energi pr. time for at holde temperaturen nede, hvilket betyder, at de bruger op til ti gange så meget energi som elbiler.

Forskellen skyldes, at elbilens aircondition-anlæg trækker energi direkte fra batteriet, mens en benzin- eller dieselbil skal holde motoren kørende for at producere den nødvendige strøm til køling.

Det gør elbilen langt mere energieffektiv, når det kommer til at håndtere høje temperaturer.