Undersøgelse afslører: Denne ene ting er lige så vigtig som medicin til at holde kræft væk

En ny international undersøgelse har vist, at et treårigt træningsprogram kan forbedre overlevelsesraterne for patienter med tyktarmskræft og samtidig bidrage til at forhindre sygdommens tilbagevenden.

Eksperter mener, at fordelene ved træningsprogrammet kan sammenlignes med visse former for medicinsk behandling, og de anbefaler, at kræftcentre og sundhedsforsikringsselskaber bør overveje at gøre træningsvejledning til en standardbehandling for patienter, der tidligere har haft tyktarmskræft.

Patienter kan også selv øge deres fysiske aktivitet efter behandlingen, vel vidende at det kan hjælpe med at forhindre, at kræften vender tilbage.

“Det er en virkelig spændende undersøgelse,” udtaler Dr. Jeffrey Meyerhardt fra Dana-Farber Cancer Institute, som ikke deltog i forskningen, ifølge The Independent. Han understreger, at dette er den første randomiserede, kontrollerede undersøgelse, der viser, hvordan motion kan hjælpe kræftoverlevere. Tidligere forskning har primært været baseret på sammenligninger mellem aktive og stillesiddende personer, hvilket ikke kan påvise en direkte årsagssammenhæng.

Den nye undersøgelse, som blev gennemført i Canada, Australien, Storbritannien, Israel og USA, sammenlignede patienter, der blev tilfældigt udvalgt til et træningsprogram, med dem, der kun modtog en informationsbrochure.

“Dette er nogle af de bedste beviser, man kan få,” siger Dr. Julie Gralow, lægefaglig chef ved American Society of Clinical Oncology. “Jeg elsker denne undersøgelse, da det er noget, jeg har talt for længe – bare uden så stærk dokumentation.”

Resultaterne blev præsenteret på ASCO’s årlige møde i Chicago og offentliggjort i New England Journal of Medicine. Studiet blev finansieret af akademiske forskningsgrupper i Canada, Australien og Storbritannien.

Forskerne fulgte 889 patienter med behandlingsbar tyktarmskræft, som var færdige med kemoterapi. Halvparten fik information om motion og ernæring, mens den anden halvdel deltog i et træningsprogram, hvor de mødtes med en træner hver anden uge det første år og derefter månedligt de følgende to år.

Trænerne hjalp deltagerne med at finde måder at øge deres fysiske aktivitet på. Mange, som eksempelvis Terri Swain-Collins, valgte at gå ture på cirka 45 minutter flere gange om ugen.

“Det var noget, jeg kunne gøre for mig selv for at få det bedre,” siger 62-årige Swain-Collins fra Kingston, Ontario.

Regelmæssig kontakt med en træner, der var både venlig og motiverende, holdt hende ansvarlig. “Jeg ville ikke komme og sige: ‘Jeg har ikke gjort noget’, så jeg sørgede altid for at få det gjort,” forklarer hun.

Efter otte år viste det sig, at deltagerne i træningsprogrammet ikke kun var mere aktive end kontrolgruppen, men også havde 28 procent færre tilfælde af kræft og 37 procent færre dødsfald af alle årsager. Der var dog flere tilfælde af muskelskader og lignende problemer blandt deltagerne i træningsgruppen.

“Da vi så resultaterne, var vi målløse,” udtaler Dr. Christopher Booth, kræftlæge ved Kingston Health Sciences Centre i Ontario.

Ifølge Booth kan træningsprogrammer implementeres for et par tusinde dollars per patient, hvilket han beskriver som en “bemærkelsesværdig overkommelig indsats, der forbedrer patienternes velvære, mindsker risikoen for tilbagefald og hjælper dem med at leve længere.”

Forskerne har også indsamlet blodprøver fra deltagerne og planlægger at undersøge, om der findes biologiske mekanismer, der forbinder motion med kræftforebyggelse – for eksempel ved at påvirke insulinforarbejdning, styrke immunforsvaret eller andre faktorer.

Selvom Swain-Collins’ træningsprogram er afsluttet, fortsætter hun med at træne. Hun går ture på landet, mens hun lytter til musik.

Sådan en adfærdsændring kan finde sted, når folk tror på fordelene, gør aktiviteterne sjove og har et socialt element, forklarer medforfatter Kerry Courneya, forsker i motion og kræft ved University of Alberta. Den nye dokumentation vil give kræftpatienter ekstra motivation.

“Nu kan vi definitivt sige, at motion forbedrer overlevelse,” slutter Courneya.