Senest.dk Redaktion
Et nyt forsøg fra Berlin og Potsdam finder ingen metabolisk gevinst ved 16:8-faste, når kalorierne holdes konstante.
Når deltagerne spiste det samme antal kalorier hver dag, men inden for et otte timers vindue, skete der intet målbart med insulinfølsomheden, blodsukkeret, blodfedtet eller de inflammatoriske markører. Det er konklusionen på det såkaldte ChronoFast-studie, som forskere fra Charité – Universitätsmedizin Berlin og Deutsches Institut für Ernährungsforschung Potsdam-Rehbrücke (DIfE) har offentliggjort i tidsskriftet Science Translational Medicine.
Resultatet rammer en af de mest udbredte sundhedstrends fra de seneste år. 16:8-metoden, hvor man kun spiser otte timer i døgnet og faster de øvrige 16, er blevet markedsført som en genvej til bedre stofskifte, lavere insulin og hjertesundhed uden at man behøver tælle kalorier. Den præmis holder ikke, viser forsøget.
Spisetidspunktet rykkede uret, ikke stofskiftet
Forskerne fulgte 31 kvinder med overvægt eller fedme i et crossover-design. Hver kvinde gennemgik to perioder på to uger: én med tidligt spise-vindue fra klokken 8 til 16 og én med sent vindue fra 13 til 21. Kalorieindtaget og næringsindholdet var stort set identisk i de to forløb, så den eneste variabel var tidspunktet.
Den eneste håndgribelige effekt fandt forskerne i kroppens indre ur. Det sene spise-vindue forskød den biologiske døgnrytme i blodcellerne med omkring 40 minutter sammenlignet med det tidlige, og deltagerne gik tilsvarende senere i seng og stod senere op. Selve stofskiftet flyttede sig ikke.
“Vores resultater tyder på, at de sundhedsgevinster, man har set i tidligere studier, sandsynligvis skyldes en utilsigtet reduktion i kalorieindtaget, og ikke selve det forkortede spise-vindue,” siger studiets leder Olga Ramich, professor ved DIfE og Charité, i pressemeddelelsen.
Føden er et signal til kroppens ur
Førsteforfatter Beeke Peters peger på, at fund om døgnrytmen alligevel er værd at notere. “Tidspunktet for fødeindtag fungerer som et signal til vores biologiske rytmer, ligesom lys gør,” lyder hendes konklusion i det tyske forskningscenters meddelelse. Det kan have betydning for søvn og chronotyper, men det er ikke det samme som vægttab eller bedre insulinfølsomhed.
For at måle den indre rytme brugte forskerne den såkaldte BodyTime-assay, en blodprøveteknik udviklet af kollega Achim Kramer fra Charité. Den gør det muligt at fastsætte kroppens biologiske tidspunkt ud fra en enkelt blodprøve, så døgnrytmen kan studeres uden uger med søvndagbøger og spytmålinger.
Det er kalorierne, ikke uret
Forsøget passer ind i et større billede. En systematisk gennemgang af 30 randomiserede studier med i alt 1.341 deltagere, publiceret i Nutrition Reviews tidligere i år, fandt at periodisk faste kun gav et beskedent ekstra vægttab på cirka 1,5 kg, når sammenligningsgruppen spiste samme antal kalorier. Når kontrolgruppen ikke matchede på kalorier, var forskellen næsten det dobbelte. Med andre ord: jo mere man styrer for det indtagne, desto mindre er der tilbage af fastens magi.
Ramich konkluderer kontant. “De, der vil tabe sig eller forbedre deres stofskifte, bør være opmærksomme ikke kun på uret, men også på deres energibalance,” siger hun.
Studiet har sine begrænsninger. Det er kort, to uger pr. interventionsperiode, og det omfatter kun 31 kvinder med overvægt. Langtidseffekter og effekter hos mænd, normalvægtige eller personer med type 2-diabetes kan ikke aflæses direkte af resultaterne. Men budskabet til den, der dyrker 16:8 i håb om en metabolisk genvej, er svært at komme udenom: hvis kalorierne ikke kommer ned, sker der heller ikke noget særligt.
