På TikTok er der for nylig delt påstande om, at solcreme i sig selv kan være hormonforstyrrende og skadelige. Det afviser Ellen Bruzell, leder af et studie om sikkerhed af solcreme (2022), i regi af Videnskabskomiteen for mad og miljø (VKM).
"Det er synd, at disse påstande blusser op hvert år," siger hun ifølge norkse TV2.
UV-filtrene i solcremen påvirker ikke hormonerne. Det er andre tilsætningsstoffer, som f.eks. konserveringsmidler, det handler om. "Men det findes jo i al kosmetik, og ikke kun i solcreme. Anden kosmetik bruger vi jo også oftere end solcreme," siger hun.
Specialisten mener, at disse påstande ikke bør spredes, og de kan potentielt være meget skadelige.
"Det er et trist og dumt fokus. Det er meget synd, hvis nogen dropper solcreme på grund af det."
EU-godkendte solcremer er ikke noget at bekymre sig for, men hvis du rejser uden for EU-lande, er sagen en anden.
"Skal du uden for EU, anbefaler jeg at tage solcreme med hjemmefra," siger hun.
I andre verdensdele kan reguleringen af stoffer i kosmetik være anderledes.
"For at være helt sikker, især hvis man rejser med børn, ville jeg tage solcreme fra EU-lande med," lyder det fra hende.
Bruzell understreger, at det ikke betyder, at solcremer er farlige, og at hun selv har brugt solcreme fra bl.a. Asien.
"Hellere bruge solcremen der, end slet ikke at bruge solcreme," siger hun.
Det er meget vigtigt at bruge solcreme, hvorfor man heller ikke skal følge det virale råd på TikTok om at lade være med det.
"Huden glemmer ikke. For hver gang du er i solen og bliver brændt, øges chancen for hudkræft," siger Ingrid Stenstadvold Ross, generalsekretær i Kræftforeningen i Norge.
"Man skal smøre sig rigeligt flere gange om dagen, og ikke mindst søge skygge, når solen er stærkest," siger Ross.