Forside Sundhed Mange lever med symptomerne i stilhed: Hver femte oplever problemer...

Mange lever med symptomerne i stilhed: Hver femte oplever problemer på toilettet

toiletpapir
Shutterstock

Det er ikke symptomer, man bare skal affinde sig med.

Lige nu læser andre

At have hård mave kan være både fysisk ubehageligt og hæmmende i hverdagen. For mange påvirker det både energi, humør og livskvalitet.

Det er faktisk noget, som hver femte kvinde oplever ugentligt, mens lige så mange kvinder oplever fordøjelsesproblemer og forstoppelse månedligt. Det viser en ny undersøgelse lavet af YouGov for Gjensidige.

Samlet set betyder det, at én ud af fem kvinder kæmper med tilbagevendende maveproblemer.

Ifølge Mette Glad, fagchef for Sundhed i Gjensidige, er det bekymrende, at forstoppelse ofte ikke får den opmærksomhed, det kræver, selvom det kan påvirke hverdagen markant.

“Tarmen spiller en central rolle i vores sundhed, og hård mave kan give store gener i dagligdagen, som kan gå ud over både det fysiske velvære og den generelle trivsel. Mange lider i stilhed, men hård mave er ikke noget, man bare skal affinde sig med. Der er ofte muligheder for at forebygge og lindre problemerne,” siger Mette Glad.

Læs også

I undersøgelsen viser det sig, at kun cirka én ud af ti mænd lider af forstoppelse ugentligt eller månedligt. Der er flere mulige årsager til dette, mener Mette Glad.

“Hormoner som menstruationscyklus og graviditet, samt faktorer som bækkenbund og irritabel tyktarm, er de mest dokumenterede årsager til, at kvinder ofte oplever forstoppelse mere end mænd. Derudover spiller toiletvaner en rolle – kvinder har en tendens til at undertrykke trangen til at afføre sig,” siger hun.

Dårlige kostvaner og manglende motion er også hyppige årsager til maveproblemerne. For lidt væske er en anden udbredt årsag.

Ifølge Mette Glad er det vigtigt at være opmærksom på både kost og fysisk aktivitet – ikke kun for en sund tarmflora, men også for at forebygge andre sygdomme, herunder kræft.

“De nyeste kræftråd understreger betydningen af en kost med flere fibre, mere fysisk aktivitet og mindre stillesiddende adfærd. Det er råd, som både kan forebygge kræft og har stor betydning for en sund fordøjelse og en velfungerende mave,” siger hun.

Læs også

Mette Glad understreger, at fordøjelsesproblemer og forstoppelse, der ikke skyldes sygdom, ofte er kroppens måde at sige, at der er behov for at ændre vaner i hverdagen.

“Små ændringer i kost, motion og daglige rutiner kan gøre en stor forskel – og for mange vil det være nok til at få maven i bedre balance,” afslutter Mette Glad.

Fem gode råd til at få gang i maven:

  1. Drik rigeligt: Væske er vigtig for at forhindre, at afføringen bliver hård og tør.
  2. Motioner dagligt: Selv let motion som en daglig gåtur kan stimulere fordøjelsen og hjælpe afføringen videre gennem tarmen.
  3. Spis fiberholdig kost: Vælg grovere kornprodukter, frugt og grøntsager, både frisk og tilberedt.
  4. Fordel måltiderne over dagen: Regelmæssige måltider hjælper tarmen med at arbejde mere stabilt.
  5. Sørg for gode toiletvaner: Lyt til kroppens signaler og gå på toilettet, når trangen melder sig. Husk at give dig god tid.
Ads by MGDK