For lidt over et år siden begyndte Shannin Desroches at opleve intense mavesmerter efter hvert måltid. Den 26-årige kvinde fra Ontario, der levede sundt, blev mistænkt af sin læge for at have glutenallergi eller cøliaki, og derfor blev der bestilt en blodprøve. Resultatet viste sig dog at være negativt. Desroches krævede yderligere undersøgelser, inklusive en CT-scanning, men på grund af ventetiden i Canadas offentlige sundhedssystem blev hendes scanning først planlagt til oktober 2024, et helt år senere.
I mellemtiden forsøgte hun at lindre smerten ved at spise mindre portioner, men hun led stadig af forstoppelse, meget tynd afføring og vedvarende smerte i venstre side af maven. "Uanset hvad jeg spiste, havde jeg uholdbare smerter," sagde Desroches, der nu er 27 år. "Jeg vidste, at jeg ikke kunne vente så længe på scanningen."
I starten af 2024 blev Desroches indlagt til en akut koloskopi, men proceduren kunne ikke gennemføres, da tumoren i hendes tyktarm var for stor til at kunne passes gennem kameraet. Hun fik diagnosen tarmkræft i stadie 4 og en forventet levetid på tre år.
Fra afvisning til akut operation
I april 2024 fik hun mulighed for at få en MRI-scanning gennem en bekendt. Da hun forlod undersøgelsen, ventede hendes bekendte og en kirurg på hende. "De sagde: 'Vi vil ikke skræmme dig, men vi skal indlægge dig – du har en blokering,'" fortalte hun. En koloskopi næste dag bekræftede, at det var en tumor, og hun blev straks indlagt til en seks timer lang operation. Under operationen fjernede lægerne en del af hendes tyktarm, hendes højre æggestok, 13 lymfeknuder og en del af leverens hinder, men de kunne ikke fjerne de store tumorer på leveren uden at risikere leversvigt.
Da hun vågnede med sin mand ved sin side, fik hun besked om, at hendes kræft var i stadie 4. Lægen opfordrede dem til hurtigt at fryse hendes æg ned, hvis de ville have børn, da kræften hurtigt kunne sprede sig. "Jeg husker, at jeg næsten dissocierede," sagde Desroches. Da lægerne forlod rummet, brød hun og hendes mand sammen i gråd.
Søgning efter behandlingsmuligheder
Desroches valgte at kombinere immunterapi med to kemoterapimediciner, men hendes behandling blev kompliceret. Efter sin 13. behandling med oxaliplatin fik hun anafylaktisk chok og måtte stoppe med præparatet. "Det var den mest skræmmende følelse, jeg nogensinde har haft – at vide, at min krop næsten var ved at lukke ned," sagde hun. Hendes seneste CT-scanning i januar viste, at hendes tumorer ikke var blevet mindre, og hun er nervøs for, hvad næste scanning vil vise.
Hun undersøger nu andre behandlingsmuligheder, men den operation, hun har brug for – en infusion af kemoterapi direkte til leveren – er kun tilgængelig i kliniske forsøg i Canada, og hun kvalificerer sig ikke, da hendes kræft er blevet spredt. Behandlingen er mere almindelig i USA, men hendes onkolog forklarede, at den kan koste op mod 500.000 dollars (ca. 3,4 millioner kroner), en sum der er urealistisk for hende. Desroches har derfor startet en GoFundMe-indsamling for at kunne finansiere behandlingerne.
Fokus på fremtiden
Siden begyndelsen af hendes behandling har Desroches og hendes familie forsøgt at bevare håbet. I oktober 2024 blev hun gift med sin mand, Cody Desroches, i et strandbryllup i Jamaica. "Jeg ville gøre alt for at kunne genopleve den dag," sagde hun.
De planlægger også at få børn. En uge efter operationen mødtes Desroches med en fertilitetslæge for at fryse sine æg ned. Hormonindsprøjtningerne var så smertefulde og gav hende så meget kvalme, at hun kastede op til et punkt, hvor hun følte, at hendes kirurgiske hæfteklammer ville sprænge. Selvom hun aldrig vil kunne bære sit eget barn, håber hun og hendes mand på, at de en dag kan få et barn gennem en rugemor.
Desroches indrømmer, at det er svært at tænke på fremtiden. "Når du er i min alder, tænker du altid på det næste skridt – uanset om det er at rejse, renovere huset eller få børn," sagde hun. Men samtidig ved hun aldrig, om hun vil være for syg til at deltage i en familiebegivenhed. Hun prøver at værdsætte hvert øjeblik med sine kære, en kontrast til hendes travle liv som sygeplejerske før hendes sygdom. "Jeg prøver at lade være med at fokusere på prognosen, for det er bare en statistik – det er ikke mig," sagde hun.
