To Volkswagen ID.Buzz gik i flammer på franske ladestationer i løbet af fem dage.
Brandene faldt sammen med en omfattende europæisk tilbagekaldelse, der også rammer omkring 5.100 elbiler herhjemme.
Den første brand opstod torsdag den 7. maj omkring klokken 18 på en TotalEnergies-station på rue de Paris i Montreuil nord for Paris. En ID.Buzz under opladning fattede ild, og branden bredte sig til tre andre biler på stationen. En snes brandfolk arbejdede med at holde flammerne væk fra brændstoftankene, og ingen personer kom til skade, oplyser franske Le Tribunal du Net. Røgsøjlen kunne ses flere kilometer væk.
Fem dage senere, den 12. maj, tog en ID.Buzz i nyttekøretøjs-udgaven fyr på en TotalEnergies-station i den nordlige del af Toulouse. Bilen var i den sidste fase af opladningen, da branden brød ud.
Tilbagekaldelse omfatter knap 100.000 biler
Hændelserne sker midt i en europæisk tilbagekaldelse, som Volkswagen iværksatte i slutningen af marts. Samlet drejer det sig om 94.031 elbiler på verdensplan, fordelt på 74.579 VW ID-modeller og 19.452 Cupra Born.
Tilbagekaldelsen er udløst af potentielt defekte moduler i højvoltsbatteriet, der i værste fald kan blive så varme, at der opstår brand. Den dækker ID.3, ID.4, ID.5, ID.Buzz og ID.Buzz Cargo produceret mellem 24. juni 2023 og 23. august 2024, samt Cupra Born produceret mellem februar 2022 og april 2024.
Reparationen begynder med en softwareopdatering, der gør det muligt at analysere hvert enkelt batterimodul. Hvis testen finder et fejlbehæftet modul, bliver det skiftet ud uden omkostninger for ejeren.
Det skal du gøre, hvis du har en berørt bil
Omkring 5.100 ID-modeller i Danmark er omfattet af tilbagekaldelsen. Volkswagen Danmark har 68 servicesteder fordelt over landet, der kan udføre kontrol og udskiftning af batterimoduler.
Ejerne får besked direkte fra Motorstyrelsen via e-Boks, fordi GDPR-reglerne forhindrer Volkswagen i selv at tage kontakt. Indtil bilen har været inde til service, anbefaler Volkswagen, at den køres i batteripleje-tilstand, at man kun oplader op til 80 procent, og at opladningen så vidt muligt foregår udendørs, skriver Hvilkenbil.dk.
Thomas Hjortshøj, pressechef hos Volkswagen Danmark, forventer ikke, at mange biler ender med en udskiftning. Efter første runde af inspektioner regner han med, at kun få biler kræver et nyt batterimodul.
VW afviser foreløbig sammenhæng
Volkswagen har til den franske tv-kanal TF1 oplyst, at der på nuværende tidspunkt ikke er bekræftet en sammenhæng mellem brandene og tilbagekaldelsen. Brandvæsenet i Montreuil har heller ikke kunnet afgøre, om årsagen lå i ladestanderen eller i selve bilen, og en teknisk undersøgelse skal nu klarlægge forløbet.
Den franske ladenetværks-operatør og Volkswagen samarbejder med myndighederne om at finde den præcise årsag.